Afsæt tid til at tage kørekort. Det tager som regel 3-5 måneder at gennemføre uddannelsen.
Når du begynder på din køreuddannelse, skal du have en lektionsplan.
Du får udleveret to lektionsplaner:
- Den ene lektionsplan er til dig, så du kan følge med i, at du får dine teori- og kørelektioner i den rigtige rækkefølge. Du kan også følge med i, hvor langt du er kommet
- Den anden lektionsplan opbevares på køreskolen, og du og din kørelærer skal underskrive den umiddelbart efter hver lektion og notere, hvor lang tid lektionen har varet. Lektionsplanen med jeres underskrifter fungerer som et bevis på den undervisning, du får.
Brug lektionsplanen til at sikre, at du får den undervisning, loven kræver. Og tjek, at du har modtaget den undervisning, du skriver under på.
Din køreuddannelse skal minimum bestå af følgende:
Teoriundervisning
Din teoriundervisning består af 29 lektioner a 45 minutter. Mange køreskoler underviser 2-4 teorilektioner pr. undervisningsgang.
Selvstudium: Hvis du er fraværende fra køreundervisningen i højst 4 teorilektioner, kan du på særlige vilkår indhente det forsømte ved selv at gennemgå de manglende teoretiske emner.
Manøvrebane
Du skal have 4 lektioner på manøvrebane, som er en lukket øvelsesplads. Det er lovpligtigt og dit ansvar, at du har gennemført de 4 lektioner, før du kommer ud at køre i trafikken. Hvis det ikke bliver overholdt, kan du få en bøde, når politiet kontrollerer din lektionsplan inden køreprøven.
Kørsel på vej
Køreuddannelsen består af 16 lektioner i manøvrer på vej. De indeholder blandt andet:
- Igangsætning og standsning ved vejkant
- Placering under ligeudkørsel
- Hastighed under ligeudkørsel
- Vognbaneskift og sammenfletning
- Vending og bakning
- Kørsel forbi holdende køretøjer, gående mv.
- Møde med andre
- Kørsel foran eller efter andre
- Overhaling
- Kørsel i trafiksanerede områder, fx fartdæmpede, lege- og opholdsområder
- Fremkørsel mod kryds
- Ligeudkørsel i kryds
- Højresving i kryds
- Venstresving i kryds
- Kørsel i rundkørsler
- Motorvejskørsel
- Kørsel ved siden af andre (tæt trafik)
- Kørsel i tunnel
- Standsning og parkering
- Kørsel i mørke og lygtetændingstiden
Førstehjælpskursus
Kurset i færdselsrelateret førstehjælp varer 8 timer: 4 timers undervisning om basal genoplivning og 4 timer om færdselsrelateret førstehjælp. Formålet med kurset er at gøre dig i stand til at yde førstehjælp, hvis der sker en trafikulykke.
Køreteknisk anlæg
Du skal have 4 lektioner på køreteknisk anlæg. Du kan tidligst komme på køreteknisk anlæg, når du har gennemført alle 29 teorilektioner og haft de obligatoriske 16 lektioner på vej. Det er dog en mulighed at gemme de to sidste obligatoriske kørelektioner, fx til en evaluerende køreprøve eller til repetition efter behov.
På køreteknisk anlæg skal du medbringe din lektionsplan (kørelærerens eksemplar i udfyldt stand frem til køreteknisk anlæg) og en udfyldt ansøgning om kørekort. Du bør også medbringe billed-id.
Teoriprøve
Til din teoriprøve bliver du testet i din viden om trafik og kørsel. Du skal svare på spørgsmål til 25 billeder. Prøven varer normalt ca. en halv time, og du må ikke medbringe hjælpemidler. Teoriprøven foregår hos politiet.
Køreprøve (praktisk prøve)
Til din køreprøve (den praktiske prøve) skal du vise, at du har lært at køre bil på en sikker måde, og at du kender reglerne i trafikken. Du bliver testet både i dine færdigheder og din adfærd. Du skal køre mindst 25 minutter i trafikken. Ud over selve kørselstiden bliver du testet i din viden om bilens udstyr. Køreprøven slutter med en evaluering.
Køreprøven kan forlænges eller afbrydes, hvis din viden eller dine kørefærdigheder er utilstrækkelige. Svarer du fx forkert på de tekniske spørgsmål om bilens udstyr, kan den sagkyndige (censor) beslutte, at du ikke har bestået prøven. Det samme gælder, hvis den sagkyndige undervejs vurderer, at du ikke kører godt nok.
Hvor lang tid tager det?
De fleste bruger 3-5 måneder på at tage kørekort. Men det er forskelligt, hvordan køreskolerne planlægger lektionerne. Og endeligt er det forskelligt, hvor hurtigt man lærer, og om man fx har brug for flere kørelektioner end de obligatoriske 16. Du kan også opleve ventetid på teori- og køreprøven (den praktisk prøve).