Hund i bilen

Når du har din hund med i bilen, er det en god idé at den er sikret. Både for din egen og hundens skyld. Hvis der sker en hård opbremsning eller en kollision, vil en løs hund i bilen slynget frem med voldsom kraft. Det kan give skader både på mennesker i bilen og på hunden selv.

Hvordan kan du sikre din hund i bilen?

Hund i bilen: Hvordan kan du sikre din hund i bilen?

Der er flere muligheder:

  • Brug hundebur. Hundeburet skal skrues solidt fast i bunden af bagagerummet. Det må ikke stå løst, for så vil hele buret kastes rundt i bilen ved en ulykke. Et hundebur kræver en bil af en vis størrelse, især hvis det er en stor hund. En mindre hund kan måske klare sig med en solid transportkasse, som er fastgjort forsvarligt. 

  • Spænd hunden fast med en særlig hundesikkerhedssele. De findes i forskellige størrelser. Selen spændes omkring hundens krop og klikkes fast i spændet. Det er bedst at hunden placeres på bagsædet for at undgå, at den bliver ramt af frontairbaggen på passagersædet foran.

  • Hvis din bil er egnet til det, kan du sætte et hundegitter op mellem kabinen og bagagerummet. Ved denne løsning er det dog kun passagerer i bilen og ikke hunden selv, der er sikret ved en kollision.

Hvad siger loven?


I Danmark er det ikke et krav, at hunde og andre kæledyr skal være fastspændte under kørslen. Hunde – og andre dyr - betragtes som gods, når de er med i bilen. Her siger reglerne, at ”Personer eller gods må ikke være anbragt på en på sådan måde, så føreren ikke har fuldt udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet”. (Færdselsloven, § 82)
 
Det betyder, at du kan få en bøde, hvis du fx kører bil med en hund på skødet, og den forhindrer dig i at køre bilen sikkert.

Undersøg reglerne inden rejsen

Hund i bilen: Undersøg reglerne inden rejsen

Hvis du skal køre til udlandet med en hund i bilen, så vær opmærksom på, at der kan være andre regler for transport af hunden.

I Sverige skal kæledyr være sikret under kørslen, fx ved at anvende transportbur eller speciel sikkerhedssele, og der er krav til burets størrelse. Det kan medføre en bøde, hvis buret er for lille. Reglerne gælder også, hvis man blot er på gennemrejse til Bornholm.
 
I Tyskland betragtes dyr også som transport af gods, og de skal derfor sikres forsvarligt under kørslen. Overholder du ikke dette, kan det udløse en bøde. 

I bil: Artikler, råd og viden

Bliv sikker i trafikken