Heste i trafikken

Når du skal forbi en hest i trafikken, så sæt farten ned og hold god afstand.  

Vis altid hensyn til heste i trafikken. Heste er store dyr, som let kan blive bange og svære at styre for rytteren, hvis de bliver overrasket af fx en bil eller høje lyde.  

Hvis rytteren giver tegn til dig om at sænke farten eller stoppe op, så respekter det. Det kan være, fordi hesten er bange for noget.  

Når du er i bil 

  • Sæt farten ned og kør langsomt forbi i god afstand 
  • Kan du ikke komme forbi, så bliv bagved i god afstand til hesten, indtil du kan passere 
  • Hvis du kører med en last, der rasler eller flagrer, skal du være ekstra forsigtig, da det kan skræmme hesten 
  • Holder du stille for at lade hesten passere, så vent med at starte og speede op til den er et stykke væk 
  • Blænd lyset ned, når du møder en hest i mørket. 

Når du er på cykel 

Cyklen er næsten lydløs. Derfor opdager hest og rytter ofte først, at der kommer en cykel, når den er meget tæt på. Det kan overraske og skræmme hesten. 

  • Vær sikker på, at hest og rytter ved, du nærmer dig
  • Tal roligt til rytteren fra god afstand og fortæl, at du kommer kørende  
  • Kør langsomt forbi i god afstand. 

Selv om min hest er vant til trafikken, kan den godt blive meget forskrækket, hvis en bil kører tæt forbi i høj fart. Så please, sæt farten ned!

Camilla, 37 år