Cyklist på landevejen

Der skal være plads til alle, så vis hensyn og giv plads.

Det kan give anledning til konflikter, farlige situationer og ulykker på landevejene, hvis cyklister og bilister ikke viser hensyn til hinanden. 

Både som cyklist og bilist kan du gøre noget for at undgå konflikter og ulykker.

Gode råd til cyklister

  • Gør dig synlig, så du kan blive set på så lang afstand som muligt – også om dagen. Brug pangfarvet tøj. Husk lys i lygtetændingstiden og suppler gerne med reflekser
  • Hold til højre
  • Kør en og en, når der kommer biler, der skal overhale, og når der er modkørende på en smal vej
  • Sænk farten og hold til højre, når du/I nærmer jer kryds eller steder med dårlig oversigt (fx sving eller bakketoppe). Så kan du/I orientere jer grundigt, og andre trafikanter når at få øje på jer
  • Brug altid cykelstien, hvis der er en.

Hvert år er der ca. 3 cyklister, der dør, fordi de bliver kørt ned bagfra på en landevej

Gode råd til bilister  

  • Sæt farten ned og hold afstand (mindst 1,5 meter anbefales), når du passerer cyklister på landevejen
  • Hvis du ikke kan komme forbi, så vær tålmodig og vent til cyklisterne trækker ind og giver dig plads. Tænk på, at de kan have svært ved at høre dig pga. vindstøj i ørene
  • Hvis du er i lastbil, så vær ekstra hensynsfuld. Kører du forbi en cyklist i høj fart, kan vindtrykket få cyklisten til at slingre og miste balancen.

Se Vejdirektoratets kampagne ”Vi deler vejen”