Cykelulykker er oftest eneulykker

Typiske cykelulykker: Cykelulykker er oftest eneulykker

Det er ikke for høj fart eller højresvingende lastbiler, der topper statistikkerne over cykelulykker. Cyklisten er i langt de fleste tilfælde helt alene, når der sker cykeluheld.

Sådan sker eneulykkerne:

  • Cyklisten er påvirket af alkohol (25 %).
  • Cyklisten overser huller i vejen, vejarbejde eller opdager ikke genstande, der ligger på vejen.
  • Bagage er ikke placeret korrekt og kommer ind i hjulet.
  • Det er glat, og cyklisten mister balancen.
  • Der er fejl eller mangler ved cyklen. Er du i tvivl, så tjek din cykels udstyr her.

Hold balancen på cyklen

Typiske cykelulykker: Hold balancen på cyklen

Mange cykelulykker sker, fordi poser eller tasker kommer ind i hjulet eller får cyklisten til at miste balancen. Så pas på bagagen.

  • Vær sikker på at du kan give tegn og styre sikkert, når du har bagage på cyklen.

  • Loven siger, at din bagage højest må være 3 meter lang eller en meter bred. Træk cyklen hvis du har så meget læs på.

  • Hav ikke poser hængende på styret. En cykelkurv eller cykeltasker er langt mere sikkert.

  • En frakkeskåner på baghjulet er en god idé, så tøj og bagage ikke kommer ind i hjulet.

Gode cykelvaner kan redde dit liv

  • Se dig for - brug tid på at orientere dig grundigt ved sideveje og i kryds.

  • Giv tegn – markér din hensigt over for andre i trafikken.

  • Husk lygter i mørket – så kan du ses af andre trafikanter. Suppler gerne med ekstra reflekser eller en reflekvest.

  • Brug cykelhjelm – den beskytter dit hoved, hvis uheldet er ude.

  • Vær opmærksom – drop musikken i ørene og koncentrér dig om trafikken.

  • Vis hensyn – så kommer alle sikkert frem.

  • Vælg den rigtige cykel, mand – har du svært ved at holde balancen, når du svinger benet over stangen, så køb en cykel med lav indstigning (damecykel) i stedet.

Mister jeg kørekortet, hvis jeg kører fuld på cykel?

Flest cykelulykker blandt mænd

Typiske cykelulykker: Flest cykelulykker blandt mænd

7 ud af 10 dræbte på cykel er mænd, mens fordelingen er mere ligelig for de alvorligt tilskadekomne, hvor 6 ud af 10 er mænd.

Dette skyldes formentlig, at mændene i videre udtrækning bruger cyklen på landet, hvor hastighedsgrænsen er højere. Danmarks Tekniske Universitet har estimeret, at mænds egenrisiko er 1,59, mens kvinders er 1,31. Egenrisikoen måler antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne pr. 10 mio kørte kilometer.

Når lastbilen skal svinge til højre

Typiske cykelulykker: Når lastbilen skal svinge til højre

Hvis du skal lige ud i et kryds, tænker du måske ikke altid over, at du let kan blive overset, når en lastbil skal svinge.

I løbet af de seneste år er vejkryds blevet bygget om, kravene til lastbilernes spejle er skærpet og der er gennemført kampagner overfor cyklister og chauffører. Det har været medvirkende til, at antallet af dræbte cyklister i højresvingsulykker er faldet fra ca. 10 årligt til mellem 1 og 5 årligt.

Men du er stadig sårbar som cyklist, så vær opmærksom, når du kommer til et kryds.

 

Pas på i krydset

Typiske cykelulykker: Pas på i krydset

Du har sikkert cykelruter, du kender til bevidstløshed. Når først du har vænnet dig til, at ’der aldrig plejer at komme nogen’, bliver du nemt uopmærksom.

40 % af alle cykelulykker sker i kryds uden lyssignal, hvor fx en bilist overser en cyklist eller en cyklist ikke overholder sin vigepligt.

Vær altid opmærksom på trafikken, så du ikke bliver overrasket den dag, der kommer en bil om hjørnet.

Tænk også på, at det ikke er lige så let for bilisterne at se dig, som det er for dig at se bilerne. Især når det er mørkt.

Kilde: Vejdirektoratets ulykkesstatistik

To personlige højresvingsulykker


Søren mistede sin søn Michael på 22 år ved en højresvingsulykke i Aalborg 2005.

Gitte blev kørt over af en højresvingende lastbil i København i 2005. Hun blev alvorligt kvæstet ved ulykken.

Undgå højresvingsulykker

Typiske cykelulykker: Undgå højresvingsulykker

For mange cyklister er højresvingende lastbiler noget af det, der gør dem allermest utrygge i trafikken. Det skyldes, at ulykkerne altid er meget voldsomme.

Det er vigtigt, at man som cyklist ved, hvad man kan gøre for at undgå at havne i en højresvingsulykke.

Det ønsker kampagnen ”Undgå højresvingsulykker – hold øje og hold afstand til lastbilens forhjul” at gøre opmærksom på.

Se kampagnefilmen her

5 gode råd: Undgå højresvingsulykker

Det farligste sted, du kan være, er tæt på lastbilens forhjul, lige når den skal svinge. De fleste cyklister bliver ramt af lastbilens forhjul – ikke baghjulene. Her er 5 gode råd til at undgå højresvingsulykkerne:

  • 1. Sæt farten ned, når du nærmer dig og passerer et kryds.

  • 2. Hold øje med lastbiler, især ved siden af eller bag ved dig.

  • 3. Kør først frem, når du har sikret dig, at lastbilen holder stille.

  • 4. Hvis du ikke er sikker på, at lastbilen holder tilbage for dig, så stop og vent, til den er kørt om hjørnet, før du cykler videre.

  • 5. Koncentrér dig om trafikken – tal ikke i mobil og hør ikke musik, når du cykler.

Pas på hovedet

Cykelhjelmen mindsker risikoen for at få alvorlige hovedskader, hvis du kommer ud for en ulykke på cykel.  Derfor anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at alle cyklister kører med cykelhjelm. Læs mere og få gode råd om cykelhjelme her.

Cykelulykker på landet og i byen

Typiske cykelulykker: Cykelulykker på landet og i byen

Der er stor forskel på antallet af cykelulykker i by og på land. Der er også forskel på, hvor alvorlige ulykkerne er.

4 ud af 5 af alvorligt tilskadekomne cyklister forulykker i byen, hvor langt de fleste kilometer på cykel køres.

Hastighederne er højere på landet, og derfor bliver cyklisten oftere dræbt end kommer til skade, hvis der sker en ulykke på landet.

Kilde: Vejdirektoratets ulykkesstatistik

Hvis uheldet er ude, så husk:

  • ... at få navn og adresse på vidner, der så uheldet.

  • ... at tage billeder af årsagen til ulykken. Det kan fx være et hul i vejen, som forsikringen gerne vil se. Sørg for at have noget målbart med i billedet (fx en tændstikæske).

  • ... at hvis du kommer på skadestuen, så husk at få en kopi af skadestuerapporten med hjem. Du kan få brug for den til dit forsikringsselskab.

  • ... at kommer du slemt til skade, så tag billeder af dine skrammer hurtigst muligt.

Bliv sikrere på cykel. Læs alle vores artikler om emnet

Bliv sikker i trafikken