Flere eksempler på spritkørsel i delebiler

Københavns Politi har den seneste tid sigtet flere for at køre spritkørsel i delebiler om natten, og har derfor skærpet fokus på problematikken. Rådet for Sikker Trafik ser med bekymring på udviklingen.

Giv et pust

De fleste danskere har forstået budskabet om, at man ikke skal tage bilen til julefrokost, fordi det er farligt, dyrt og dumt at lade sig friste til at køre den hjem, når snaps flyder i blodet. Det har intensiv politikontrol og massiv kampagneindsats printet ind hos de fleste.

Desværre lader det til, at nogle festglade og berusede personer i løbet af aftenen lader sig friste, og sætter sig bag rattet i en af de delebiler, man bl.a. kan leje i København. Københavns Politi har i den senere tid således sigtet flere bilister i delebiler for spritkørsel.

- Vi kan konstatere, at nogle borgere tilsyneladende lader sig friste af, at delebilerne er lettilgængelig i de københavnske gader, og derfor sætter sig bag rattet, selvom de har en alt for høj promille, siger Henning Pedersen, vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

Han understreger, at problemet ikke er delebilerne og selskaberne bag, men borgere, som lader sig friste til at køre med alt for meget alkohol i blodet.

- Det er fuldstændig utilstedeligt at køre bil påvirket. Man risikerer at sætte både sin egen og andres førlighed over styr, og derfor sætter vi nu særlig fokus på denne nye problematik, siger vicepolitiinspektøren.  

I løbet af efteråret har Københavns Politi sigtet en håndfuld personer for spirituskørsel bag rattet i delebiler på vej hjem om natten. Blandt andet natten til den 28. oktober hvor vi standsede en 29-årig mand på Sønder Boulevard, som blev sigtet for at køre med for høj promille og for at køre ind over cykelstien. Tre dage efter blev en 19-årig mand sigtet på Fredensgade, da han ligeledes kørte spirituskørsel.