Børn 7-9 år

Hjælp dit barn sikkert på vej ved at træne sammen i trafikken - både når I går og cykler sammen. Her finder du bl.a. øvelser, gode råd til at træne skolevejen og regler for løbehjul og rulleskøjter.

Hvad kan børn på 7-9 år i trafikken?

Børn 7-9 år: Hvad kan børn på 7-9 år i trafikken?

Det er meget forskelligt, hvad børn i 7-9 års alderen kan. Som forælder kender du dit barn, og derfor er du den bedste til at vurdere, hvad dit barn kan klare.

Børn på 7-9 år er klar til at lære at:

  • At gå alene til og fra skole på sikre veje uden farlige kryds.
  • At krydse veje med god oversigt.
  • Cykle sammen med en voksen i trafikken.
  • Cykle alene på stille veje.
  • Forstå de grundlæggende færdselsregler for cyklister, fx hvor skal man stoppe.
  • Aflæse andre trafikanters hensigt.
  • Hvordan man går i flok.

Det er individuelt, hvornår børn er klar til at klare skolevejen alene til fods eller på cykel. Det kommer an på trafikken, hvor modent barnet er - og hvor meget, I har trænet. Nogle børn kan først klare det, når de er 10-12 år gamle.

Træn skolevejen til fods

Børn 7-9 år: Træn skolevejen til fods

Når du træner i trafikken med dit barn, får I grundlagt nogle gode vaner. Det har dit barn brug for, når han eller hun engang skal klare vejen til og fra skole selv.

Jo mere I har trænet i trafikken - og jo mere I fortsætter med at træne - jo bedre vil dit barn blive i stand til at færdes sikkert på egen hånd.

  • Vælg en sikker rute. Det er den rute, hvor I skal krydse vejen færrest gange, og hvor der er mindst trafik.

  • Gå ruten mange gange sammen og aftal enkle regler for, hvad barnet skal gøre de forskellige steder.

  • Gentag reglerne, I har øvet før: Stop ved kantstenen, se dig for til begge sider, tjek at bilerne stopper, før du går over for grønt.

  • Lær dit barn at lægge mobiltelefonen væk, når I går i trafikken. Og vær selv et godt eksempel.

På vej til skole i bil

Børn 7-9 år: På vej til skole i bil

Børn, der går eller cykler i skole, koncentrerer sig bedre end de børn, der bliver kørt i bil.

Kilde: Masseeksperimentet, 2012

Træn skolevejen på cykel

Børn 7-9 år: Træn skolevejen på cykel

Selv om dit barn ikke er klar til at cykle alene endnu, kan I bruge skolevejen til at cykle sammen, hvis trafikken er egnet til det - og dit barn er klar. Det er dig, der bedst kan vurdere det.

  • Vælg en sikker cykelrute, hvor I skal krydse vejen færrest gange og hvor der er cykelsti.

  • Lad dit barn køre inderst eller forrest - så kan du holde øje med det.

  • Sig til i god tid, før I skal dreje.

  • Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe.

  • Stop og se jer godt for, før i krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over.

  • Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det.

For at dit barn kan cykle sikkert alene, skal det:

Børn 7-9 år: For at dit barn kan cykle sikkert alene, skal det:
  • Kende færdselsregler og skiltene.

  • Kunne give tegn og placere sig korrekt på vej og cykelsti.

  • Mestre cyklen 100 %, dvs. kunne bremse, kigge til siden og bagud uden at miste balancen.

  • Kunne vurdere andre trafikanters hensigt og hastighed.

  • Tage sikre beslutninger på egen hånd, dvs. fx kunne vurdere, hvor og hvornår det er sikkert at krydse en vej og hvornår man skal vente.

Lær dit barn at bruge cykelhjelm 

Børn 7-9 år: Lær dit barn at bruge cykelhjelm 

Cykelhjelmen kan spare dig eller dit barn for en tur på skadestuen. Eller være forskellen mellem hjernerystelse og kraniebrud. Eller liv og død. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm er ved selv at bruge den, allerede når børnene er helt små.

Tag barnet med, når I skal købe hjelm. Så er I sikre på at få en hjelm, der sidder godt - og som barnet synes er pæn.

Hjelmen skal sidde godt på barnets hoved, og den skal være behagelig at have på. Mange børn forsøger at skubbe hjelmen tilbage i nakken, men den skal sidde så stramt, at de ikke kan gøre det. De to remme i hver side skal samles lige under ørerne - ikke nede ved hagen. Om vinteren kan man bruge en tynd hue under hjelmen.

Læs mere om, hvordan cykelhjelmen skal sidde

Med skolebus

Børn 7-9 år: Med skolebus

Skal skolevejen foregå med bus, er det en god idé at tage turen sammen
nogle gange, før dit barn skal tage turen selv. Lær dit barn den sikreste vej til og fra stoppestederne og at gå hjemmefra i god tid, så det ikke skal løbe for
at nå bussen.

Hvis der er sikkerhedsseler i bussen, skal de bruges.

Stige på bussen

Vis dit barn, hvor det skal stå ved vejkanten eller på fortovet, så buschaufføren kan se dit barn, når bussen stopper. Inde i bussen skal dit barn blive siddende, til bussen stopper, så det ikke falder, hvis bussen bremser hårdt op. Dit barn skal altid have sele på, hvis der er seler i bussen.

Stige af bussen

Lær dit barn at vente med at gå over vejen, til bussen er kørt. Bussen skal være helt ude af syne, så barnet kan se, om der kommer biler, og så bilisterne kan se barnet.

Hvis bussen holder ved en helle, hvor barnet kan stå af, skal barnet vente på hellen, indtil cykelstien er fri. Hvis bussen holder direkte ind til en cykelsti, er det ifølge reglerne cyklisterne, der skal holde tilbage for dit barn. Men et godt råd er at lære dit barn altid at stoppe og se sig for, når det stiger ud af bussen.

Løbehjul og rulleskøjter

Børn 7-9 år: Løbehjul og rulleskøjter

Når man kører på løbehjul eller rulleskøjter, regnes man som fodgænger og skal derfor være på fortovet.

Lad kun dit barn køre i trafikken på rulleskøjter eller løbehjul, hvis I har trænet STOP og balance.

Børn lærer hurtigt at stå på løbehjul og kan få rigtig meget fart på. Det kan overraske andre i trafikken. Lær derfor dit barn at køre stille og roligt og tage hensyn til andre på fortovet.

Dit barn skal kunne køre og bremse sikkert på løbehjulet. Træn balance og sving et sikkert sted, inden I bevæger jer ud i trafikken. Og lær dit barn at stoppe helt op ved kantstenen og trække over vejen. Se efter biler og cykler, når I krydser vejen, ligesom når I er til fods.

Hvis det er mørkt, er det meget vigtigt, at dit barn er synligt. Brug gerne en refleksvest, da der ikke er lygter eller reflekser på et løbehjul.

Og husk cykelhjelmen.

Oftest stillede spørgsmål

Oftest stillede spørgsmål til Rådet for Sikker Trafik

Børn 7-9 år: Oftest stillede spørgsmål til Rådet for Sikker Trafik

Hvor stor anhænger må jeg køre med B-kørekort?

Trafikken ved mit barns skole er farlig. Hvad kan jeg gøre?

Jeg har kørt for stærkt. Hvad får jeg i bøde?

Hvorfor har så mange biler slukkede baglygter?

Få svar på disse spørgsmål - og mange flere - her

 

Som forælder har du ansvaret for at lære dit barn at færdes sikkert i trafikken. Men måske er du usikker på, hvad dit barn er klar til?

Tilmeld dig og få gode råd, der passer til dit barns alder. Helt fra valg af autostol, de første cykelture og til den dag, hvor dit barn vil tage kørekort.

Hvem kan tilmelde sig gode råd om trafik?

Du kan tilmelde dig, hvis du har børn i alderen 0 til 18 år.

Hvor ofte modtager jeg gode råd om trafik?

Du modtager gode råd om trafik ca. 4-6 gange om året (per barn).

Hvordan tilmelder jeg flere børn?

Udfyld en formular for hvert barn (maks. 3).

Få trafiksikre råd der passer til dit barns alder