Børn 3-4 år

Her på siden finder du gode råd og tips til, hvordan du kan træne trafik med dit barn på 3-4 år. Til fods, på cykel og i bil.

Til fods

Hvorfor er det vigtigt at træne i trafikken?

Hør Petrea fra Rådet for Sikker Trafik fortælle om, hvorfor det er vigtigt at børn får masser af træning i trafikken.

TIP! Dit barn på 3-4 år er optaget af, hvad der er rigtigt og forkert. Tal om trafikkens regler - og om at det ikke er alle, der overholder dem

Øvelse: Stop ved kantstenen

Børn 3-4 år: Øvelse: Stop ved kantstenen

Start med at gå, som I plejer: Barnet inderst og med dig i hånden.

Når I kommer til en kantsten, så sæt dig på hug og vis barnet, hvad en kantsten er. Forklar, at den betyder stop, fordi der kommer en vej med biler.

Hver gang I kommer til en kantsten, skal du markere, at der er en kantsten, og at I derfor skal stoppe.

Næste gang I er ude at gå og er på vej mod en kantsten, lader du dit barn komme lidt foran dig. Hold øje med, om barnet husker at stoppe. Hvis barnet fortsætter, skal du stoppe det og forklare, hvad I har glemt.

Vælg altid et sted med meget lidt trafik og hold øje med, at der ikke kommer biler eller cykler kørende.

Øvelse: Hvem kører hvor? Sæt ord på trafikken

Børn 3-4 år: Øvelse: Hvem kører hvor? Sæt ord på trafikken

"Trafik" er et helt almindeligt ord for voksne. Men et underligt ord for børn. Hjælp dit barn med at forstå de svære trafik-ord, så kan I bedre tale sammen om trafikken.

Når I er ude at gå, så tal om:

  • Hvor fodgængerne går.
  • Hvor cyklerne cykler.
  • Hvor bilerne kører.

Pludselig giver flere ord mening: Fortov, kantsten, cykelsti, vej, lyssignal, rabat osv.

Tag snakken tit og lad dit barn selv fortælle, hvordan tingene hænger sammen, så du ved, at barnet forstår.

Lær dit barn nye trafik-ord

Gå sammen på jagt efter nye ord i trafikken, når I er ude at gå eller køre. Og tal om, hvordan I selv kommer rundt: I bil, på cykel, til fods, med bus eller tog?

TIP! Se trafikken med dit barns øjne. Gå ned i knæ, når I taler om trafikken. Så kan du se, hvor lidt dit barn kan se.

Øvelse: Hvad betyder lydene i trafikken?

Børn 3-4 år: Øvelse: Hvad betyder lydene i trafikken?

Dit barn har svært ved at kende forskel på, om lydene i trafikken er vigtige eller ej. Hvis der f.eks. er en hund der bjæffer, glemmer dit barn let at høre efter de lyde, som kan betyde fare i trafikken.

Lær dit barn at lytte til og genkende trafikkens lyde. Det hjælper dit barn med at forstå, hvor trafikken kommer fra, og hvad man skal være opmærksom på.

Når I er ude i trafikken så tal om de forskellige lyde, I hører:

  • F.eks. motorlyde fra biler, lastbiler og busser, og lyde fra cykler der bremser eller ringer med klokken.
  • Hvem laver de høje lyde, og hvem laver de små lyde?
  • Hvad betyder lydene? Kører de eller stopper de?
  • Er de tæt på eller langt væk?
  • Er de på vej væk eller kommer de tættere på?

Lav øvelsen mange gange – gerne forskellige steder i trafikken.

Lær også dit barn, at det aldrig må gå bagom en lastbil, når man kan høre bak-signalet.​

Øvelse: STOP - SE - LYT

Børn 3-4 år: Øvelse: STOP - SE - LYT

Træn øvelsen "STOP - SE - LYT" hver gang, I skal krydse vejen:

  • Hvem kan I se?
  • Hvor kommer de fra?
  • Kører de hurtigt eller langsomt?
  • Hvilke lyde kan I høre?
  • Kan I se nogen, men ikke høre dem?
  • Kan I høre nogen, som I ikke kan se?

Forklar dit barn, at det er vigtigt, at I bliver ved med at se og lytte efter trafik, mens I går over vejen.

Trafikken bevæger sig hurtigt, og der kan nå at komme en bil, når I er midt på vejen – også selv om der ikke var nogen, da I begyndte at gå.

Øvelse: Betyder grøn mand bare gå?

Børn 3-4 år: Øvelse: Betyder grøn mand bare gå?

De fleste børn på 3 år kan fortælle, at rød mand betyder ”stå” og grøn mand betyder ”gå”. Men det er faktisk ikke helt rigtigt.

Grøn mand betyder: ”Se efter biler og cykler, før du går”.

Træn det, når I står ved fodgængerfeltet:

  • Når der er rødt, venter I ved kantstenen.
  • Når der bliver grønt, kigger I til begge sider. Når I sammen har set, at biler og cykler holder stille, så går I over.

Træn det hver gang, I skal over et fodgængerfelt. Så lærer du dit barn at blive dygtig til at se sig for.

Man kan ikke altid stole på, at andre stopper for rødt.

Øvelse: Hvor skal de andre hen?

Børn 3-4 år: Øvelse: Hvor skal de andre hen?

Dit barn skal lære at forstå, hvor andre skal hen og hvad deres signaler betyder.

Det er noget af det sværeste at lære for børn.

Start med at fortælle, at bilerne blinker, når de skal dreje, og at cyklister bruger armen til at vise, når de vil dreje og stoppe.

Find et vejkryds, hvor I kan stå sikkert på fortovet. Kig på de andre i trafikken og tal med dit barn om:

  • Hvad gør de?
  • Hvor er de på vej hen?
  • Hvordan kan man se, om de vil dreje eller køre ligeud?

Tal også om, at det ikke er alle, der husker at give tegn. I skal altid se godt efter, om de drejer alligevel.

Øvelse: Hvor er det sikkert at krydse vejen?

Børn 3-4 år: Øvelse: Hvor er det sikkert at krydse vejen?

Dit barn skal ikke kun lære at krydse vejen. Det skal også lære, hvor det er mest sikkert.

Vis og forklar dit barn, at et godt sted at krydse vejen er et sted, hvor:

  • I kan se langt til begge sider.
  • Vejen ikke svinger.

Vis dit barn, hvad I skal gøre, når I skal over vejen et sted med parkerede biler:

  • Gå frem til yderkanten af de parkerede biler, så kan I bedre se til begge sider. Bilerne, som kører på vejen, kan også lettere se jer.
  • Når I har set til begge sider, at der ikke kommer biler eller cykler, går I over. 

Tip! Når du har flere børn med ude at gå:

  • Hold den mindste i hånden. Barnet skal gå inderst, væk fra trafikken.

  • Lad de større børn gå foran dig, så du kan holde øje med dem.

  • Hvis der ikke er fortov, skal I gå i venstre side af vejen. Så kan I se bilerne, der kommer imod jer.

Øvelse: Hvad betyder skiltene i trafikken?

Børn 3-4 år:  Øvelse: Hvad betyder skiltene i trafikken?

Skilte er vigtige signaler i trafikken.

Selv om dit barn endnu ikke kan læse og forstå skiltene, kan I sagtens begynde at tale om, hvad de betyder. Så begynder dit barn at interessere sig for skiltene.

Kig på skiltene, I kommer forbi og tal om:

  • Hvad forestiller det? 
  • Hvem gælder det for?
  • Hvad siger skiltet, man skal gøre?
  • Hvad siger skiltet, at man ikke må gøre?

Dit barn på 3-4 år:

  • Er en af de mindste i trafikken og har svært ved at overskue den.

  • Bliver let distraheret og glemmer alle regler, fx hvis der kommer en hund.

  • Forstår bedst, hvis du er konkret: Sig fx ”vi skal se efter cykler og biler” i stedet for ”vi skal se os for”.

  • Vil gerne selv, men skal have hjælp af dig. Lyt til dit barn, men husk: Det er dig, der bestemmer.

  • Kan overholde enkle gå-regler, men må ikke gå alene i trafikken.

  • Lærer mest af, hvad de voksne gør. Vær selv en god rollemodel i trafikken.

På cykel

Sådan cykler du sikkert med dit barn

Børn 3-4 år: Sådan cykler du sikkert med dit barn

Når du har dit barn med på cyklen, er det vigtigt, at din cykel er i orden, så sikkerheden er i top.

Tjek at:

  • Bremserne virker ordentligt.
  • Kæden er smurt, strammet og ikke rusten.
  • Hjulene har alle eger og ikke er ekset.
  • Cyklen har de lovpligtige reflekser: en rød bagpå, en hvid foran, gule reflekser i pedalerne samt reflekser i hjulene eller på siden af dækkene.

I lygtetændingstiden og når det fx er tåget, skal du huske cykellygter. Lygterne skal være tydeligt synlige på mindst 300 meters afstand.

Det er en god idé at få cyklen efterset og justeret mindst én gang om året.

Se hvad der skal være på en lovlig cykel

 

Tip! Spænd altid barnet fødder fast, når det er med på cyklen.

Det kan give alvorlige skader, hvis foden kommer ind i hjulet, mens du kører.

Klar til at cykle?

Børn 3-4 år: Klar til at cykle?

Normalt kan I begynde at cykeltræne, når dit barn er omkring 3½-4 år. Men børn er forskellige. Du kender dit barn bedst, og ved hvornår dit barn er klar. Det kræver tid og træning at blive fortrolig med at køre på cykel. Start med at træne på et sikkert sted uden trafik. 

Sørg for at cyklen passer i størrelsen. Den må ikke være for stor, så er det for svært at holde balancen.

Træn træn træn

Den første forudsætning for at dit barn kan færdes i trafikken på cykel er, at det kan beherske sin cykel. Dit barn skal kunne styre, bremse og svinge uden at miste balancen. Derfor er det vigtigt, at du træner med dit barn. Og hjælper dit barn med at holde det ved lige.

Gør træningen så hyggelig og sjov som mulig. Find et godt og roligt sted, hvor du og dit barn kan både lege og træne på cyklen. Når du mærker, at dit barn er fortrolig med cyklen, kan I starte på øvelserne sammen. Først når dit barn behersker cyklen sikkert, kan I køre ud på stille veje i trafikken.

Størrelsen på cyklen

Børn 3-4 år: Størrelsen på cyklen

Det er en klassisk fejl at købe en cykel, som er lidt for stor, så barnet kan have den i flere år. Det er en dårlig ide. Det er svært nok at lære at cykle. Og en cykel, der er for stor, kan gøre dit barn utrygt.

Dit barn skal kunne holde balancen og manøvrere godt på sin cykel. Derfor er det vigtigt, at barnet kan sidde på sadlen og nå jorden med begge fødder.

For lidt større børn kan det være nok, hvis de kan nå jorden med en fod.

5 gode råd om at vælge cykel til dit barn

  • Vælg den rigtige størrelse: Ikke for stor ikke for lille

  • Gennemgå cyklen: Har cyklen det lovpligtige udstyr?

  • Tjek bremserne: Start med en cykel, der har en fodbremse og en håndbremse

  • Undgå unødigt udstyr: Ingen gear, ingen ekstra udstyr

  • Overvej at droppe støttehjul: Træn balancen med dit barn i stedet

Øvelse: Lær at cykle uden at slingre

Børn 3-4 år: Øvelse: Lær at cykle uden at slingre

For at kunne cykle sikkert skal dit barn kunne holde balancen og køre uden at slingre. 

  • Tegn to parallelle streger med kridt på asfalten. Afstanden mellem stregerne skal være cirka 40 cm, og de skal være cirka 20 meter lange.
  • Dit barn skal nu cykle på banen - uden at køre uden for stregerne.
  • Lad barnet køre banen langsomt. Er det sværere eller nemmere?
  • Bed også dit barn stoppe helt op og sætte igang igen -  uden komme uden for stregerne. 

Prøv også at lave en slalom-bane, som barnet skal køre igennem. Du kan gøre banen sværere ved at lave svingene mindre.

Øvelse: Lær at bremse sikkert på cykel

Børn 3-4 år: Øvelse: Lær at bremse sikkert på cykel

Lav øvelserne på et sikkert sted uden trafik - og på både asfalt, græs og grus. Først når dit barn er god til at holde balancen, kan I bevæge jer ud i trafikken.

1. Stop ved stregen:

  • Tegn en lang streg med kridt på asfalten eller marker en streg i gruset/græsset.
  • Lad dit barn cykle hen mod stregen og bremse, så det standser præcist ved stregen.
  • Træn det flere gange – både hurtigt og langsomt.

2. Stop på kommando – og hold balancen:

  • Aftal med dit barn, at du på et tidspunkt råber ”Stop!”.
  • Dit barn skal herefter bremse hårdt op og samtidig holde balancen.

3. Kør lige – og brems hårdt op:

  • Lav to parallelle streger med kridt. Stregerne skal være cirka 20 meter lange med 40 cm afstand.
  • Tegn en streg på tværs af banen og lad dit barn cykle på banen 
  • Bed dit barn om at bremse ved stregen.
  • Træn i at bremse både blødt og hårdt.

5 gode råd om at cykle

  • Træn mange gange på lukket område, før I kører ud i trafikken

  • Lær dit barn at bruge cykelhjelm

  • Vælg den rigtige størrelse cykel

  • Tjek, at cyklen har det lovpligtige udstyr

  • Husk lygter og reflekser til dit barn

Cykelhjelm. Sådan!

Børn 3-4 år: Cykelhjelm. Sådan!
  • Cykelhjelmen skal passe i størrelsen - prøv jer frem, når I køber.
  • Hjelmen skal dække panden - der skal være ca. to cm mellem øjenbryn og hjelm
  • Den skal sidde så fast på hovedet, at den ikke kan rutsje rundt. 
  • De to remme i hver side skal samles med sidespændet lige under øreflippen.
  • Hageremmen skal være så stram, at du kan få to fingre ind under
  • Justér spænder og remme en gang om ugen - de bliver nemt løse. 

Cykelhjelm til børn er ikke lovpligtigt. Men Rådet For Sikker Trafik anbefaler alle at benytte cykelhjelm. 

Bliv klogere på hvorfor det er en god idé at køre med cykelhjelm

Børn med på cyklen?

Børn 3-4 år: Børn med på cyklen?

Børn, der skal med på cyklen, skal have en cykelstol eller siddeplads hver og være spændt fast.

Pas godt på, at barnets fødder ikke kan komme ind i hjulet eller i klemme andre steder. Og giv dine børn cykelhjelm på helt fra de er små, så bliver det en god vane.

Få flere gode råd om at have børn med på cyklen

Et godt råd om løbecykler

Børn 3-4 år: Et godt råd om løbecykler

Løbecykler er populære, fordi de træner dit barns balance. Ulempen er dog, at små børn har svært ved at bremse på løbecykel. Og de kan få rigtig meget fart på. Hvis I tager løbecyklen med i trafikken, så husk at det er dig, der er barnets bremseklods.

Inden i bevæger jer ud på vejene, skal du lære dit barn at stoppe når du siger STOP og holde sig inde på fortovet.

Løbecykler skal være på fortovet.

Husk cykelhjelmen.

Bliv set i trafikken

Børn 3-4 år: Bliv set i trafikken

Dit barn er lille og kan være svær at se for bilisterne.

Brug reflekser – og gerne flere af dem. Sæt dem på tøjet og tasken og sørg for at reflekserne er synlige fra alle sider, så bilernes lys kan fange dem på lang afstand.

  • En refleksvest eller tøj i pangfarver gør dit barn endnu mere synligt

Og husk, reflekser er ikke kun for børn – de er også til voksne.

Børn med i bilen

Et godt råd: Brug selepude med ryglæn

Børn 3-4 år: Et godt råd: Brug selepude med ryglæn

Når dit barn er med i bilen, skal det sidde sikkert spændt fast.

Nogle børn er store nok til at skifte til en selepude med ryglæn, når de er omkring 3 år. Selepuder er godkendt til børn, der vejer mellem 15 og 36 kg.

Brug selepude med ryglæn, det er det sikreste. Ryglænet holder skråselen på plads og beskytter barnets hoved. Det er også godt at læne sig op ad, når man sover.

Læs mere om autostole og selepuder

Lær om trafikken med Sikker & Søn

Børn 3-4 år: Lær om trafikken med Sikker & Søn

I samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og med støtte fra Nordea-fonden klæder DR Ramasjang de mindste børn på til en trafiksikker fremtid med trafikuniverset ’Sikker & Søn’. Her kan dit barn møde de to karakterer ’Sikker & Søn’, der med lege og konkrete øvelser lærer de mindste børn om, hvordan de kommer sikkert gennem trafikken.

Hvor er det bedste sted at gå over vejen, hvad betyder trafikskiltene, og hvorfor er det vigtigt med lys og reflekser, når man går eller cykler i trafikken? Det og mange andre af trafikkens spilleregler kan dit barn lære om i trafikuniverset, hvor der er fokus på leg og læring for de mindste børn mellem tre og seks år.

Besøg trafikuniverset på DR Ramasjang

Se de nye programmer

Som forælder har du ansvaret for at lære dit barn at færdes sikkert i trafikken. Men måske er du usikker på, hvad dit barn er klar til?

Tilmeld dig og få gode råd, der passer til dit barns alder. Helt fra valg af autostol, de første cykelture og til den dag, hvor dit barn vil tage kørekort.

Hvem kan tilmelde sig gode råd om trafik?

Du kan tilmelde dig, hvis du har børn i alderen 0 til 18 år.

Hvor ofte modtager jeg gode råd om trafik?

Du modtager gode råd om trafik ca. 4-6 gange om året (per barn).

Hvordan tilmelder jeg flere børn?

Udfyld en formular for hvert barn (maks. 3).

Få trafiksikre råd der passer til dit barns alder