Formålet med de praktiske øvelser

Praktiske øvelser: Formålet med de praktiske øvelser

Eleven skal kunne manøvrere knallerten sikkert og kunne de elementære regler for kørsel på knallert, før det er forsvarligt at køre med dem i trafikken.

Formålet med de praktiske øvelser er at træne:

  • Igangsætning
  • Standsning
  • Bremsning
  • Styring/balance
  • Undvigemanøvrer
  • Kørsel i kurver
  • Vigepligt
  • Opmærksomhed

Download 'Forslag til manøvreøvelser'

Fravær i praktiske lektioner

Det er et krav, at eleverne deltager i alle praktiske lektioner på lukket øvelsesområde. Hvis en elev har fravær under disse lektioner, skal eleven tilbydes at følge de samme timer på et andet hold, eller han/hun må starte forfra på et nyt hold.

Hvis en elev har fravær under praktiske lektioner på vej, skal underviseren sørge for, at eleven efterfølgende får undervisning i de manøvrer, som de mangler. Enten ved at de gentages i senere lektioner eller på anden vis.

Øvelsesområder

Eleverne skal gennem praktiske øvelser på et lukket område, hvor de lærer at beherske knallerten, før de må komme ud at køre i trafikken. Under al øvelseskørsel må der højst være 6 elever pr. underviser – det gælder både på det lukkede område og ude i trafikken.

  • 1. Krav til det lukkede øvelsesområde

    Øvelsesområdet til knallertundervisningen skal være afspærret, så der ikke er adgang for almindelig færdsel. Området kan være permanent eller midlertidigt, fx i en skolegård eller på en parkeringsplads. Der skal være plads nok til, at alle elever kan køre samtidigt, og til at de forsvarligt kan lave fx bremse- og undvigemanøvrer med en hastighed på 30 km/t. Erfaringsmæssigt kræver det et areal på ca. 40 x 100 meter.

    Det er en fordel, at området ligger i nærheden af depotet for både knallerter og relevant udstyr.

  • 2. Øvelseskørsel på offentlig vej

    Under øvelseskørsel på offentlig vej skal underviseren kunne kommunikere til hver enkelt elev via radio. Det øger sikkerheden og giver mulighed for at korrigere elevernes manøvrer med det samme. Det betyder også, at eleverne bliver fortrolige med radioudstyret, inden de skal til den praktiske prøve, hvor radio-udstyr er obligatorisk.

    De konkrete muligheder for øvelser i trafikken afhænger naturligvis af lokale forhold og muligheder (som fx rundkørsler, lyskryds mv.)  Som underviser bør du på forhånd have udvalgt og fastlagt en passende rute, så eleverne kommer igennem de nødvendige øvelser - og helst i en rækkefølge, som svarer til undervisningens emner.

    Øvelseskørslen må ikke sinke trafikken unødigt eller være til fare for færdselssikkerheden.

  • 3. Kørsel i mørke

    Ca. 1/3 af knallertulykker med unge sker i mørke. Hvis det er praktisk muligt, er det en god ide at tilrettelægge undervisningen sådan, at eleverne prøver at køre i mørke.

Krav til udstyr

Det er ungdomsskolens ansvar, at der er det krævede udstyr til rådighed for øvelseskørsel på lukket område og på offentlig vej.

  • 1. Knallert

    Knallerterne skal være lovlige og kunne køre max 30 km/t. Knallerterne skal have blinklys og sidespejle. Der skal være en knallert til hver elev på holdet. 

  • 2. Hjelm

    Der skal være godkendte styrthjelme til samtlige elever. Eleverne skal altid køre med styrthjelmen fastspændt.

  • 3. Refleksvest

    Elever, der kører øvelseskørsel på offentlig vej, skal have en refleksvest på. Vestene skal opfylde standarden EN 1150, EN 471 eller EN 20471. For at lette kommunikationen med eleverne, anbefales det, at vestene er nummereret fra 1 til 6.

  • 4. Radioudstyr

    Der skal være radioudstyr til rådighed med én radio-modtager pr. elev. 

  • 5. Følgebilen

    Under øvelseskørsel i trafikken skal underviserens bil være forsynet med skiltet ”Knallertkøreskole” bagpå. Det viser andre trafikanter, at de skal tage hensyn og forklarer den lavere hastighed.

  • 6. Værktøj og ildslukker

    Der skal være værktøj til nødreparation af knallerterne, samt minimum 1 stk. 2 kg pulverslukker (ildslukker) på det sted, hvor knallerterne opbevares. Dunke til benzin skal være godkendte.

    Når knallerterne ikke benyttes, skal de opbevares på en måde, som opfylder brandmyndighedernes krav.