Min autostol er mærket med ECE 44-03 eller 44-04. Er den fortsat lovlig?
Ja. Den er forsat fuldt lovlig og du kan roligt fortsætte med at bruge den.
Jeg skal købe en helt ny bil. Hvad skal jeg kigge efter?
Tjek med bilforhandleren, om bilen har pladser, der er godkendt til i-Size autostole. Det er en fordel, at den har det, for så vil du kunne bruge alle slags i-Size godkendte autostole i bilen fremover. Du kan også bruge autostole mærket med ECE 44-04 eller 44-03 på i-Size-godkendte pladser i bilen.
Jeg har Isofix-beslag i min nuværende bil. Kan jeg bruge en i-Size autostol?
Måske. Det kommer an på, om der fysisk er plads til den. i-Size autostole vil typisk fylde lidt mere, så du må prøve dig frem, inden du køber.
Hvilke størrelser autostole findes der i i-Size?
En i-Size stol kan blive godkendt inden for højdegrænser, som producenten selv fastsætter og søger godkendelse for. Fx kan en i-Size stol være godkendt til børn ml. 40-70 cm, og max 24 kg.
Hvordan ser i-Size godkendelsen ud?
Klik her for at se i-Size logoet
Mærket skal sidde på selve autostolen og i bilen/bilens brugsanvisning. Der skal også stå, hvor højt barnet skal være for at bruge autostolen, samt hvor meget barnet max må veje.
Er i-Size autostole mere sikre?
i-Size stole er godkendt efter højere sikkerhedskrav end E44-03 eller E44.04. Der er fx krav om sidekollisionssikkerhed, og krav til, at autostole til babyer skal være så store, at børn kan placeres bagudvendt til de er mindst 15 måneder. Begge dele er en klar forbedring i forhold til tidligere. Men det betyder ikke, at nuværende autostole er farlige eller usikre.
Hvor kan jeg købe en i-Size godkendt autostol?
På nuværende tidspunkt er der ikke kommet ret mange på markedet. Så du må spørge dig for hos forskellige forhandlere, hvornår de regner med at have i-Size stole i sortimentet.
Hvorfor hedder det i-Size?
I’et i i-Size står for det engelske ord ”Integral”, altså integreret. Det skyldes, at i i-Size autostole bliver børn fastspændt med sele, der er integreret i selve autostolen – og ikke med bilens sikkerhedssele. ”Size” betyder størrelse og hentyder til, at det er barnets højde, der er afgørende for hvilken stol, man skal vælge.
Hvornår kan jeg købe en biler med i-Size mærkede pladser?
Bilproducenterne kan sælge biler med i-Size mærkede pladser fra 9. juli 2013.
Kan jeg bruge en i-Size godkendt autostol i en bil, som ikke har Isofix-beslag?
Nej, i-Size autostole kan kun bruges i biler med Isofixbeslag.