12.09.2016

Succes med billige cykelhjelme til studerende

Alt for mange studerende på de videregående uddannelser cykler uden hjelm. Det vil Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden gerne lave om på med kampagnen ’Hjælp en hjelmløs’.

Succes med billige cykelhjelme til studerende: Succes med billige cykelhjelme til studerende

I uge 37 bliver det derfor nemt og billigt for de studerende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Panum, at købe en cykelhjelm. Her sælger Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden nemlig cykelhjelme til 100 kr. hele ugen bl.a. til fremtidens læger og tandlæger.  

Cyklen er de studerendes foretrukne transportmiddel, men det kniber med at få cykelhjelmen på de unge. Mens 28 % af alle cyklister bruger hjelm, viser seneste cykelhjelmstælling, at det stadig kun er 17 % af de unge, der tager hjelmen på. 

”Det er vigtigt, at flere studerende tager hjelmen på. De cykler primært i byer, hvor de fleste cykelulykker sker. Det er derfor vigtig, at vi fortsætter med at gøre en ekstra indsats, så flere af dem spænder hjelmen og passer på deres hoved i trafikken,” siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik. 

75% kører stadig med hjelm 

Det er andet år kampagnen ’Hjælp en hjelmløs’ turnerer fra uddannelse til uddannelse med en pop up-shop, hvor unge kan købe nye lækre cykelhjelme meget billigt.

I en spørgeundersøgelse forud for sidste års kampagne siger en stor del af de studerende, at de ville tage cykelhjelmen på, hvis deres venner kører med cykelhjelm og prisen samtidig var lavere.

Efterfølgende undersøgelser lavet af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt de 800 unge, der købte en hjelm sidste år, viser at 75 % af dem, der ikke havde en hjelm før, nu kører med cykelhjelm.

Når Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden rykker ud til de studerende på Panum i denne uge, kan det næsten ikke blive nemmere. De studerende kan prøve cykelhjelmene, få gode råd og skal kun af med 100 kr. for en cykelhjelm.

Pop-up-shoppen åbner hver dag kl. 10.00 og sælger 175 hjelme om dagen (først-til-mølle-princip).

Sted: Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, København - hovedindgangen til PANUM

 

Kontakt:
Michelle Laviolette, Senior kampagneprojektleder, Rådet for Sikker Trafik: 24961144.

 

Pressekontakt




Pressemeddelelser og nyheder