05.06.2016

Sommerhygge giver mange spritulykker

Der sker alt for mange alvorlige spritulykker om sommeren. Derfor sætter politiet fra mandag den 6. juni ind med spritkontroller i hele landet. Samtidig vil en landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne minde flere om at lade bilen stå, når de har drukket

(NB: ulykkestal per politikreds til sidst i pressemeddelelsen).

Sommerhygge giver mange spritulykker: Sommerhygge giver mange spritulykker

Sol, sommer og hygge er ensbetydende med øl, drinks og rødvin. Desværre er der for mange, der glemmer at lade bilen stå, når de efter en hyggelig grillaften eller en tur til stranden har fået lidt for meget indenbords.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der i løbet af sommermånederne sker alt for mange spritulykker med dræbte og alvorligt tilskadekomne personer i trafikken.

Fordelingen på måneder (perioden 2010 – 2014):

Januar: 68
Februar: 71
Marts: 109
April: 97
Maj: 107
Juni: 130
Juli: 134
August: 127
September: 126
Oktober: 130
November: 106
December: 73.

(Dræbte og alvorligt tilskadekomne i spritulykker med en spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj, 2010 – 2014, kilde: Vejdirektoratet).

- Om sommeren er der mange uplanlagte sammenkomster, hvor man lige mødes til lidt mad og hygge, og så kommer der øl og vin på bordet. Netop fordi det er impulsivt, så har mange glemt at planlægge på forhånd, hvordan de kommer hjem senere på aftenen. En genstand bliver til flere, og når trætheden melder sig, og man vil hjem, så kan det være svært at vurdere, hvor meget man har fået at drikke, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Er du ædru nok til at køre?
Derfor vil bilisterne fra mandag den 6. juni og måneden ud møde en landsdækkende kampagne i tv, radio, langs vejene og ved f.eks. større, offentlige sommerfester rundt om i landet. Det er Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner, der står bag. Politiet sætter ind med ekstra spritkontroller fra mandag den 6. juni og ugen ud samt i uge 27.

Langs vejene vil store kampagneskilte med teksten ”Klar til et pust?” minde om, at man kan møde politiet på vejene, og at man ikke ikke skal sætte sig bag rattet, hvis man er i tvivl om sin promille.

For at være til stede der hvor mange nyder alkohol og fester, vil en stor del af landets kommuner tage ud til festivaler, havne- og byfester og sætte 13.000 flyers med budskabet ”Klar til et pust?” på de parkerede biler. Det skal få folk til at tænke sig om en ekstra gang og vurdere, om de er ædru nok til at køre, før de sætter nøglen i bildøren.

- Spritbilisterne udgør en stor risiko for os alle i trafikken. Hvert år ser vi desværre mange alvorlige ulykker, som kunne have været undgået, hvis folk havde ladet bilen stå, efter de havde drukket. Derfor gennemfører vi spritkontroller i alle landets politikredse, så trafikken bliver mere sikker for os alle. Og vi opfordrer til at man blander sig, hvis en person i selskabet finder bilnøglerne frem efter at have drukket, siger Erik Terp Jensen, centerchef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Sådan griber du ind
Det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket.

- Men man skal jo huske på, at hver gang man forhindrer en anden i at blive spritbilist, så gør man faktisk vedkommende en stor tjeneste. Vi har lavet syv gode råd, som gør det nemmere at stoppe en, der vil sætte sig bag rattet efter at have drukket, fortæller Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

Sådan forhindrer du spritkørsel:
• Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114
(Kilde: Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden).

Antal mennesker dræbt eller alvorligt tilskadekommen i spritulykker 2010 – 2014: (2015-tallene er ikke offentliggjort endnu):

• Bornholm: 12.
• Fyn: 138.
• Københavns Vestegn: 38.
• København: 65.
• Midt- og Vestjylland: 195.
• Midt- og Vestsjælland: 127.
• Nordjylland: 162.
• Nordsjælland: 65.
• Syd- og Sønderjylland: 148.
• Sydsjælland og Lolland-Falster: 108.
• Sydøstjylland: 116.
• Østjylland: 104.
• I alt: 1.278 personer.

(Dræbte og alvorligt tilskadekomne i spritulykker med en spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj. Kilde: Vejdirektoratet).

Fakta om spritkørsel - f.eks. straf og promiller. Find det på Sikker Trafiks hjemmeside.

Kontakt:
Michelle Laviolette, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik: 24 96 11 44.
Karen Bøgedal, pressechef, TrygFonden: 30 56 34 32.
Erik Terp Jensen, centerchef, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter: 25 56 41 90.

Pressekontakt




Pressemeddelelser og nyheder