05.11.2015

Arla vinder Sikker Trafik Erhverv-pris

Mejeriselskabet Arla har gennem flere år haft fokus på trafiksikkerhed, hvilket har givet en kraftig reduktion i antallet af skader i trafikken. Det er en af grundene til, at selskabet i dag vandt Sikker Trafik Erhverv-prisen 2015, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension står bag.

Økonomiske fordele ved at fokusere på trafiksikkerhed

Arla vinder Sikker Trafik Erhverv-pris: Økonomiske fordele ved at fokusere på trafiksikkerhed

Stadig flere virksomheder arbejder med at få de ansatte til at overholde fartgrænserne, være opmærksomme bag rattet, huske sikkerhedsselen og vise hensyn i trafikken. Det er et arbejde, der er med til at gøre trafikken mere sikker og forebygge ulykker med person- og materielskade. Indsatsen er vigtig, da der i 2014 var et erhvervskøretøj involveret i fire ud af ti dødsfald i trafikken, viser de nyeste ulykkestal fra Vejdirektoratet.

Arla er en af de virksomheder, der gør en særlig indsats. Mejeriselskabet har 300 lastbiler på vejene, og årligt kører selskabets 700 chauffører cirka 33 millioner kilometer. Firmaet har haft en kraftig reduktion i antallet af skader med deres køretøjer. Nu hædres indsatsen med Sikker Trafik Erhverv-prisen 2015 fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.

- Arla har gjort et stort arbejde med at få trafiksikkerheden i højsædet. Sammen med medarbejderne har man haft fokus på kørslen i trafikken og forebygget uheld. Det er et arbejde, der har givet flotte resultater trafiksikkerhedsmæssigt og samtidig vist, at der også er økonomiske fordele ved at fokusere på trafiksikkerhed, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. Direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Der har været flere meget kvalificerede ansøgere til Sikker Trafik Erhverv-prisen 2015, og der var meget tæt løb i toppen. Men juryen bestående af Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt Dansk Industri er helt enige om, at Arla skal vinde prisen i år. Læs juryens samlede begrundelse her

- Trafiksikkerhed handler først og fremmest om mennesker; om liv og førlighed. Men i virksomheder som Arla vil fokus på trafiksikkerhed også slå igennem på bundlinjen i form af færre sygedage, færre skader og mindre slid på vognparken og mindre brændstofforbrug. Arla er med sin positive holdning til trafiksikkerhed et foregangseksempel for andre arbejdspladser, der kan se, at det nytter at arbejde aktivt for at reducere antallet af ulykker. Forsikringsbranchen er glad for at støtte den udvikling, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen, Forsikring & Pension.

Ildsjælepris til ansat hos Falck

Det er vigtigt for det fremadrettede trafiksikkerhedsarbejde, at danske virksomheder er engagerede og investerer i trafiksikkerhed. Resultaterne viser, at fokus på trafiksikkerhed både fører til færre skader, økonomiske gevinster og gode ideer, der kan vise vej for andre virksomheder.

Men uden dedikerede medarbejdere vil arbejdet med trafiksikkerhed ikke kunne give så gode resultater på landets arbejdspladser. Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension også uddelt en helt særlig hæder til en ansat, der har gjort noget ud over det sædvanlige.

Prisen Årets Ildsjæl går til Jan Ankersen, Fleet Performance Manager hos Falck. Han får stor ros for at gå foran og have målrettet fokus på at lære sine kollegaer, hvordan man kører sikkert og undgår uheld i trafikken.

Jan Ankersen har iværksat kampagner og tiltag, der giver medarbejderne redskaber til at køre mere trafiksikkert i deres dagligdag. Kontinuerligt og overbevisende leverer Jan Ankersen hver måned gode råd til sikker og økonomirigtig kørsel, som bidrager til en mere rolig og sikker trafikadfærd i Falck. Det arbejde har betydet færre skader og givet besparelser på brændstof.

Læs juryens samlede begrundelse for at tildele Jan Ankersen prisen Årets Ildsjæl

Begge priser blev uddelt på en stor trafiksikkerhedskonference i København, hvor 200 deltagere fra store og mellemstore virksomheder.

Kontakt

  • Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør, Rådet for Sikker Trafik: 40 36 78 01.
  • Hans Reymann-Carlsen, underdirektør, Forsikring & Pension: 41 91 91 40.
  • Maria Bryld Hansen, projektleder, Sikker Trafik Erhverv: 23 64 55 48.
  • Jesper Hjorth Jespersen, kommunikationskonsulent, Forsikring & Pension: 41 91 91 02.
  • Søren Ørsted Pedersen, pressechef, Rådet for Sikker Trafik: 22 32 70 09.

Pressekontakt




Pressemeddelelser og nyheder