Hånden op for Sophie

Vi har modtaget et brev fra Sophie Winther, som vi gerne vil dele med jer.
Sophie har efter blot 4 uger på Ørestad Gymnasium kun set én ud over hende selv, der kører med cykelhjelm.

Når man er den eneste

Hånden op for Sophie: Når man er den eneste

Cykelhjelmen er et kæmpe tabu hos de fleste mennesker i Danmark. Hvorfor har jeg aldrig rigtig forstået. Jeg er lige startet i 1.g på Ørestad Gymnasium, og jeg er den eneste i min klasse der kører med cykelhjelm.

Som sagt er jeg lige startet i 1.g. Vi er ca. Fire uger inde i skoleåret, og jeg har kun set en ud over mig selv der kører med cykelhjelm. Det er utroligt nok, at der er så mange flotte unge mennesker, der er klar til at ligge og smadre deres ansigt i vejkanten. Ingen ser godt ud med cykelhjelm, heller ikke mig, men jeg har bare taget min beslutning. Jeg vil heller ligne en taber i de 25 minutter det tager at køre i skole, end at ligge i vejkanten og være døden nær.

Jeg har med stor sandsynlighed lige ødelagt min egen chance for, at der er nogen der synes, at jeg er modig, sej og lækker. Man er hverken sej, modig eller lækker, når man kører med cykelhjelm. Det er man i hvert fald ikke, hvis man spørger danskerne. Jeg er den eneste i min gymnasieklasse der kører med den hjelm. En af mine venner sagde, at det var sejt, alle andre synes det er mærkeligt.

Mine forældre har altid sagt til mig: ”Sophie, husk nu din cykelhjelm”, og jeg har altid svaret: ”Jaja, jeg skal nok”, selvom det var meget i mod min egen vilje. Nu når jeg sidder og tænker over det, kan jeg godt se deres pointe. Vil du leve dit liv og have det godt, eller ligge med en hjerneskade, hvis du bliver kørt ned i trafikken? Tror du, ikke der er mennesker der vil savne dig, hvis du en dag forsvinder på grund af en manglende cykelhjelm? Det tror jeg!

Der var en situation, hvor jeg cyklede hjem fra skole. Jeg kommer kørende ned af nogle små stier, da der står to små drenge på 9 år med hver deres cykel. Den ene peger på mig og siger:”Ej, hun kører med cykelhjelm”, og så grinte de ellers lystigt. Mine tanker gik bare på, hvor fanden deres forældre var. Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal grines af, fordi jeg har den hjelm på? Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være et tabu? Nej, det synes jeg virkelig ikke.

Kan der i dagens Danmark ikke være plads til fornuftige mennesker der vælger at passe på sig selv? Mine egne veninder grinte af mig, da de fandt ud af, at jeg cyklede med hjelm. Det synes de godt nok var underligt – og ja, det er det måske også. Der er bare forskel på, hvor stor skade man forvolder sig selv, hvis man falder med eller uden en cykelhjelm på.

Min pointe er bare, at der skal være plads til alle – med eller uden hjelm. Opfordringen lyder selvfølgelig på, at du skal tage dig sammen. Få så den cykelhjelm på hovedet, lige meget hvor åndssvag du ser ud. Den kan rede dit liv og tænk lige over, hvor meget den vil komme dig til gode, hvis det en dag er DIG der bliver ramt.

- Sophie Winther

Historier fra det virkelige liv

Nederen kampagnefilm - Filips far

Aktuelle kampagner