Talknuser (7. - 8. klasse)

Eleverne arbejder som entreprenører og innovatører og skal afdække, hvilke udfordringer, der er på trafiksikkerhedsområdet. De lærer bl.a. at arbejde med databearbejdning og at udarbejde konceptbeskrivelser med løsningsforslag til typiske problemstillinger i trafikken.

Om Talknuser (7. - 8. klasse)

Talknuser (7. - 8. klasse): Om Talknuser (7. - 8. klasse)

Talknuser er delt i to: en statistikdel og en innovationsdel. Indenfor statistik der to emner: Fart og cykelhjelm. Vi anbefaler, at lade alle elever arbejde med ét emne af gangen, organiseret som makkerarbejde. Til hvert emne hører der 7 opgaveark og et afgrænset datasæt.

En statistikdel

Til statistikdelen er der to emner: Fart og Cykelhjelm samt en hjælpende hånd i form af ”Matematikværktøjer”.

  • Fart
    Om fartens betydning for trafikulykker, om hastighedsudviklingen på vejene, om geografiske forskelle, om målgruppe og holdninger til at køre for stærkt.
  • Cykelhjelm
    Om brug og holdning til cykelhjelm, om cykelulykker, risiko og målgruppe. Her er det også relevant at indsamle lokal data, ift., at undersøge forskellige holdninger til brugen af cykelhjelm.

En innovationsdel

Innovationsdelen består af en Idé-fase og dernæst valget mellem tre typer af løsningsrum. Vi anbefaler at lade to makkerpar arbejde sammen i denne del, idet det giver flere vinkler i den kreative proces samt begrænser antallet af fremlæggelser.

  • Idé-fase
    Brainstorming på løsning af gruppens valgte problem for trafiksikkerheden og udvælgelse af løsningstype.
  • Løsningsrum
    Udvælgelse af hvordan problemet skal løses. Tre løsningsrum: Love & regler, Design & teknik eller Oplysning & kampagner.

Gå til materialet

Gå til lærervejledningen

Fælles Mål


Matematik

7.-9. klasse | Statistik og sandsynlighed
I Statstik og sandsynlighed arbejdes der med følgende kompetencemål:

Eleven kan vurdere statistiske undersøgelser og anvende sandsynlighed.

Statistik | Fase 1

  • Eleven kan vælge relevante deskriptorer og diagrammer til sammenligning af datasæt.
  • Eleven har viden om statistiske deskriptorer, diagrammer og digitale værktøjer, der kan behandle store datamængder.

Statistik | Fase 2

  • Eleven kan undersøge sammenhænge i omverdenen med datasæt.
  • Eleven har viden om metoder til undersøgelse af sammenhænge mellem datasæt, herunder med digitale værktøjer.

7.-9. klasse | Matematiske kompetencer
I Matematiske kompetencer arbejdes der med følgende kompetencemål:

Eleven kan handle med dømmekraft i komplekse situationer med matematik.

Modellering | Fase 1

  • Eleven kan afgrænse problemstillinger fra omverdenen i forbindelse med opstilling af en matematisk model.
  • Eleven har viden om strukturering og afgrænsning af problemstillinger fra omverdenen.

Færdselslære

7.-9. klasse | Trafikal adfærd
I Trafikal adfærd arbejdes der med følgende kompetencemål i færdselslære:

Eleven kan færdes sikkert og ansvarsfuldt i trafikken.

Egen sikkerhed | Fase 1

  • Eleven kan reducere risiko for tilskadekomst i trafikken.
  • Eleven har viden om risikofaktorer i trafikken.

Læringsmål


Med Talknuser arbejder I med en række læringsmål, der herunder er omsat fra Fælles Mål med underlagte tegn på læring i tre niveauer.

Læringsmål for Matematik:

Eleverne kan beskrive tendenser, spredning og variation i et datasæt.

  1. Eleven aflæser modeller og data, der beskriver risiko i trafikken.
  2. Eleven fremstiller modeller og diagrammer, der beskriver risiko i trafikken, fx ved hjælp af pivottabeller.
  3. Eleven vurderer modeller og diagrammer, der beskriver risiko i trafikken.

Eleverne kan ud fra arbejdet med datasæt og digital simulering afgrænse problemstillinger i trafikken.

  1. Eleven opstiller problemstillinger på baggrund af databearbejdning.
  2. Eleverne begrunder problemstillinger ved hjælp af databearbejdning.
  3. Eleven udarbejder løsningsforslag, der kan afhjælpe deres problemstilling.

Læringsmål for Trafik:

Eleverne kan forklare fartens og cykelhjelmens betydning for sikkerhed i trafikken.

  1. Eleven beskriver omfanget af hovedskader og ulykker, der skyldes fart.
  2. Eleven formulerer problemstillinger vedrørende fart og brug af cykelhjelm.
  3. Eleven fremstiller løsningsforslag på problemstillinger vedrørende fart og brug af cykelhjelm.

Planlægning

Talknuser (7. - 8. klasse): Planlægning

Til Talknuser-forløbet skal eleverne i makkerpar bruge computere, GeoGebra og Excel til gennemførelsen.

Inden undervisningen skal du:

  • Bestemme hvilket emne eleverne skal arbejde med, og om de skal arbejde med innovation. Både innovation og lokal dataindsamling kan vælges til og fra, afhængig af tid og ønsker.
  • Sørge for at der er min. en pc pr. makkerpar. Husk at der skal være installeret Excel og hvis I arbejder med fart også GeoGebra.
  • Sørge for smartboard eller projektor til fælles introduktion og gennemgang
  • Printe opgaveark til fart eller cykelhjelm – min. 1 sæt pr. makkerpar.
  • Printe elevark til idé & udvælgelse, love & regler, design & teknik og oplysning & kampagne - min. 1 sæt pr. gruppe.
  • Sørge for sakse og post it/papir til innovationsdelen
  • Print grundig lærervejledning, der guider dig igennem alle opgaver og viser facits.

Tidsforbrug:

Tidsrammen vil naturligvis afhænge af, hvordan der arbejdes med læremidlet. Men som en anslået tidsramme, vil én lærer med én klasse kunne regne med følgende:

  • Gennemgang og databearbejdninger af ét emne (fart eller cykelhjem) – 5-6 lektioner
  • Lokal dataindsamling (cykelhjelm) – 4-6 lektioner
  • Idé og kreative løsningsforslag – 3-4 lektioner
  • Fremlæggelse – ca. 2 lektioner

Gennemførsel

Talknuser (7. - 8. klasse): Gennemførsel

Fortæl eleverne at de skal arbejde problemløsende med reelle problemstillinger i trafikken i Danmark. De skal selv finde frem til problemerne gennem arbejde med ulykkesdata og komme med deres bud på, hvordan vi kan hindre ulykkerne i at ske.

Oversigt over forløbet

Intro

  • Introducér emnet for eleverne og præsenter interfacet.
  • Dan makkerpar

Til statistik-delen

  • Gennemgå opgavearkene med eleverne
  • Eleverne løser opgaver vha. printede opgaveark, interface, datasæt og pc’er

Til innovations-delen

  • Sæt to makkerpar sammen, så I har grupper af fir
  • Sæt grupperne i gang med ’idé & udvælgelse’
  • Grupperne vælger hvilken type løsning, de vil arbejde videre med
  • Uddel opgaveark, der passer til det valgte løsningsrum
  • Grupperne laver en konceptbeskrivelse af deres idé

Alle opgaveark, vejledninger og bilag ligger som pdf’er i interfacet under de respektive emner. Dermed har du dem altid ved hånden, fx ved gennemgang med hele klassen.

Brug også lærervejledningen i print, den guider dig igennem alle opgaveark - opgave for opgave, inkl. facits og centrale overvejelser.

Afrunding

  • Eleverne præsenterer og argumenterer for deres valg af problem og målgruppe
  • Eleverne præsenterer deres løsningsidé ud fra deres konceptbeskrivelse

Eleverne kan med fordel anvende PowerPoint eller Prezi til deres fremlæggelser.

Evaluering

Talknuser (7. - 8. klasse): Evaluering

Afslut forløbet af med, at eleverne taler om gruppernes forskellige input og løsningsforslag.

Elevernes fremlæggelser kan danne grundlag for en samlet summativ evaluering af forløbet, med udgangspunkt i de opstillede læringsmål og tegn på læring.

Spørgsmål til eleverne:

  • Hvad har I lært ved at arbejde med Talknuser?
  • Hvilke af de problemstillinger, I har arbejdet med, har I særligt hæftet sig ved?
  • Hvordan har det været at arbejde problemløsende? Nemt/svært?
  • Har dette forløb fået jer til at tænke anderledes i forhold til trafiksikkerhed? Kan det ændre noget i forhold til jer selv? Vil I gøre noget anderledes?

Kontakt


Undervisningsmaterialer 7. - 9. klasse

Undervisningsmaterialer til alle klassetrin