Rådet samarbejder med Forsikring & Pension

Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har samarbejdet siden 2012 om indsatsen Sikker Trafik Erhverv. I 2014 blev Forsikring & Pension også partnere på kampagneindsatsen mod uopmærksomhed i trafikken.

Trafiksikkerhed i virksomheder
Målet er at få danske virksomheder til at arbejde strategisk og praktisk med trafiksikkerhed forankret i virksomhedens topledelse. Det skal ske for at minimere skader og ulykker i trafikken i arbejdstiden, da 30% af alle arbejdsrelaterede dødsulykker sker i trafikken (Kilde: Arbejdstilsynet).

Samarbejdet har allerede bidraget til udviklingen af online værktøjer, som virksomheder frit kan anvende i arbejdet mod en mere trafiksikker arbejdsplads.

I 2016 og 2017 er fokus at udbrede de online værktøjer og få endnu flere virksomheder til at være med. 

Forsikring & Pension er den 2. marts, 2017 også medarrangør på den årlige trafiksikkerhedskonference. I forbindelse med konferencen uddeler Rådet for Sikker Trafik sammen med Forsikring & Pension den årlige 'Sikker Trafik Erhverv-pris' til en virksomhed, der har gjort en særlig indsats på området.

Uopmærksomhed - Kør bil når du kører bil!
Uopmærksomhed er en afgørende faktor i 30% af alle trafikulykker og derfor et tema, der har stor politisk bevågenhed blandt andet i Færdselssikkerhedskommissionens Handlingsplan. 

Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har en fælles interesse i at arbejde for et øget fokus på trafiksikkerhed for at minimere skader og ulykker i trafikken. 

Forsikring & Pension er derfor igen i 2016 blevet kampagnepartner på Rådet for Sikker Trafiks nationale uopmærksomhedskampagne ”Kør bil når du kører bil”, der sætter fokus på risikoen ved uopmærksom adfærd i trafikken.

Baggrund
Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har i de første to år af indsatsen primært fokuseret på fire pilotvirksomheder; TDC, Arriva, Carlsberg og DONG Energy C&M. Derudover har der været rådgivning af en lang række virksomheder. Ambitionen med pilotvirksomhederne var at afprøve forskellige værktøjer i virksomhederne. Flere af værktøjerne og erfaringerne anvendes nu i virksomheder, der ønsker at arbejde med trafiksikkerhed i arbejdstiden. 

I 2013 uddelte Forsikring & Pension og Rådet for Sikker Trafik for første gang Sikker Trafik Erhverv-prisen. Prisen vil årligt blive uddelt til en virksomhed, der gør en særlig indsats for trafiksikkerheden.

Læs mere om Sikker Trafik Erhverv