Vær synlig som fodgænger i trafikken

En fodgængers risiko for at komme til skade i en ulykke i mørke reduceres med ca. 85 % ved at bruge reflekser.

Fodgænger langs landevejen

Vær synlig som fodgænger i trafikken: Fodgænger langs landevejen

Hvis du går langs en landevej eller andre veje uden fortov eller cykelsti, skal du gå imod trafikken i venstre side.

Du må dog gerne blive i højre side af vejen, hvis det fx er farligt at komme over på den anden side. Fordelen ved at gå i venstre side er, at du kan se bilerne, der kommer mod dig. Og du kan nå at gå ind til siden, når de kommer tæt på.

Er det mørkt, tåget eller regnvejr, kan du være svær at se for bilisterne. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at være synlig ved at sætte reflekser på tøjet eller bruge en refleksvest.

Er I flere sammen, så sørg for at alle er synlige.

Gående med børn

Vær synlig som fodgænger i trafikken: Gående med børn

Små børn er impulsive og forstår ikke, at trafikken kan være farlig.

Hold altid i børn i hånden og lær dem at gå inderst på fortovet.

Hvis du har flere børn med ude at gå

Hold den mindste i hånden. Barnet skal gå inderst, væk fra trafikken.

Lad de større børn gå foran dig, så du kan holde øje med dem.

Gå i venstre side, hvis der ikke er fortov

Hvis der ikke er fortov, skal I gå i venstre side af vejen. Så kan I se bilerne, der kommer imod jer.

Læs meget mere om at gå med børn på vores side om trafiktræning.

Her er gode råd og øvelser for både store og små.

Til fods på stier

Vær synlig som fodgænger i trafikken: Til fods på stier

Går eller løber du på en sti, skal du være opmærksom på, om du deler den med andre trafikanter. Det kan være, at cyklister eller ryttere også må bruge stien. Det gælder for alle om at være opmærksom og give plads til hinanden.

Vis altid hensyn og gå inde i siden, så andre kan komme forbi.

Der er ikke nogle faste regler for, hvilken side du skal gå i på en fælles sti.

Det er bedst at gå i venstre side, for så kan du se cyklister, der kommer imod dig.

Hvis du går i højre side, kan du ikke se cyklister, der kører tæt på dig bagfra. Det kan give anledning til irritation eller endda uheld, hvis du træder til siden ud på stien, samtidig med at der kommer en cyklist bagfra, som du ikke har hørt.

Hvis I er flere, der går på stien, så hold jer inde i siden, så andre kan komme forbi jer. Har du flere børn med, så så lad dem gå foran dig med hinanden i hånden 2-og-2.

En fodgængers risiko for at komme til skade i en ulykke i mørke reduceres med ca. 85 % ved at bruge reflekser

Gode gode råd om reflekser

Vær synlig som fodgænger i trafikken: Gode gode råd om reflekser

Brug reflekser – og gerne flere af dem. Sæt dem på tøjet og tasken og sørg for at reflekserne er synlige fra alle sider, så bilernes lys kan fange dem på lang afstand.

Og husk, reflekser er ikke kun for børn – de er også til voksne.

En refleksvest er endnu bedre, især når det er vinter og meget mørkt, og du går eller cykler langs en mørk vej – eller fx står og venter på bussen i mørket. En refleksvest har en stor overflade og flere brede refleksbånd, der går hele vejen rundt om kroppen. En bilist kan se dig  på meget lang afstand, hvis du har refleksvest på. Med sort eller mørkt tøj på kan du være umulig at se for bilisten, før bilen er meget tæt på. Det kan give farlige situationer.

Kig efter mærket

Vælg altid godkendte reflekser. Refleksbrikker og refleksbånd skal være mærket med EN 13356 for at overholde de tekniske krav til synlighed. Det betyder fx, at refleksen kan ses på 140 meters afstand.

Refleksveste skal være godkendt med EN 471, EN 20471 eller EN 1150.

Hvordan skal reflekserne sidde?

Refleksbrikker
En refleksbrik skal hænge i en snor, så den svinger frem og tilbage, når du går eller løber. Sæt fx reflekserne fast i lommerne på din jakke, så kan du tage dem ud, når det er mørkt. Pas på de ikke sætter sig fast under tøjet, så de ikke kan ses.

Refleksbånd
Refleksbånd rundt om ben eller arme er gode, fordi de er synlige fra alle sider.Det findes både ”slapwraps”, velcobånd eller refleksbånd til at sy på tøjet.

Stickers
Stickers er klistermærker, du kan sætte på dit tøj, din taske eller lignende. De skal sættes så lavt som muligt, og de bør sidde både foran og bag på tøjet.

Tøj i pangfarver eller en refleksvest er en god idé både til fods, på rulleskøjter eller på løbeturen. Så er du meget lettere at se.

Regler for løbehjul, rulleskøjter, skateboards og segboards

Vær synlig som fodgænger i trafikken: Regler for løbehjul, rulleskøjter, skateboards og segboards

Kører du på løbehjul eller rulleskøjter, skal du følge samme regler som fodgængere. Det betyder, at du skal køre på fortovet.

Du må kun bruge cykelstien eller kørebanen, hvis der ikke er et fortov.

Du får nemt meget fart på, så tag ekstra hensyn til fodgængerne. Kør stille og roligt og sørg for, at du altid kan nå at bremse i god tid.

Skateboards og segboards

Det er ikke tilladt at køre på hverken skateboard eller segboards (kaldes også airboards eller hoverboards) i trafikken.

Et segboard har to hjul og minder lidt om et skateboard. Det har en elektrisk motor,  kan køre op til 20 km/t og styres med personens balance og kropsvægt.

Det er kun tilladt at bruge skateboards og segboards på private områder eller på skaterbaner og lignende. Du må ikke bruge dem på fortov, cykelstier eller veje.

Læs mere om segboards hos Trafik- og Byggestyrelsen

 

 

 

Gode råd til motionsløbere

Vær synlig som fodgænger i trafikken: Gode råd til motionsløbere

Du skal følge færdselsreglerne for fodgængere og være på fortovet. Du må kun bruge cykelstien eller kørebanen, hvis der ikke er fortov eller rabat.

Løb i venstre side, hvis du er nødt til at bruge cykelstien eller kørebanen, så du kan se biler, der kommer mod dig. Løb kun i højre side, hvis det fx er farligt at krydse vejen.

Sørg for, at du er synlig. Brug pangfarver eller refleksvest og hav gerne reflekser rundt om benene. Benene bevæger sig meget, når du løber, og det øger din synlighed. Suppler evt. med reflekser om overarmene.

Husk at reflekser på skoene hurtigt mister deres effekt, fordi de nemt bliver dækket af mudder og snavs.

Bliv sikker i trafikken