Sikkerhed på busturen

Her kan du finde regler og anbefalinger om sikkerhed i bus.

Bestil en bus med seler

Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man som kommune, institution, skole, klub mv. ALTID bestiller busser med seler, når I fx skal på lejrskole eller udflugt. Så alle – både børn og voksne - kan spændes fast på turen.

Tjek på forhånd hos busselskabet, at der er seler i den bus, I skal køre med.

Og sørg for, at der er siddeplads til alle, så ingen skal stå op.

Regler for seler i busser

Turistbus 

Hvis der er seler i bussen:

  • Alle fra 3 år og opefter skal bruge sele – også voksne! Selen kan enten være hoftesele eller trepunktsele.
  • Hvis der kun er er sele på nogle af pladserne (som regel på forsæderne og på det midterste bagsæde) skal man bruge sele, hvis man sidder dér.

 Hvis der ikke er seler i bussen:

  • Der er ikke krav om brug af sele, hvis der ikke er seler i bussen. I ældre turistbusser fra før 1999 er der typisk ingen seler.

Bybus og rutebus

  • Der er ikke krav om at bruge seler i bybusser samt i busser, der kører i rute og er indrettet med mindst 20 % ståpladser. Disse busser har typisk heller ikke seler.

Små børn i bussen


Børn fra tre år og opefter skal spændes fast, hvis der er sikkerhedsseler i bussen. Det kan enten være hoftesele eller trepunktsele - afhængigt af hvad bussen er indrettet med.

Hvis der er trepunktseler, må skråselen ikke sættes under armen, men skal sidde over skulderen.

Børn under tre år kan spændes fast med selen, hvis de er store nok til at kunne sidde op selv.

Tag selepude eller autostol med

Små børn sikres allerbedst, hvis I selv tager selepuder eller autostole med i bussen, så børnene kan spændes fast i dem – ligesom i en bil.

Tager I selv sikkerhedsudstyr med, skal I dog på forhånd sikre jer, at der er trepunktseler i bussen, da stor set intet sikkerhedsudstyr lovligt kan monteres i hofteseler.

Hvem har ansvaret for, at buspassagerer har sele på?

Sikkerhed på busturen: Hvem har ansvaret for, at buspassagerer har sele på?

Når du er fyldt 15 år, er det dit eget ansvar at huske selen.

Spænder du den ikke i bussen, er bøden 1500 kr.

Buschaufføren er ikke ansvarlig for, at passagerer under 15 år bruger selen. Det skyldes, at chaufføren ikke har mulighed for at se, om alle har sele på.

Passagerne skal dog oplyses om, at de skal bruge sele enten via et piktogram, at chaufføren siger det, eller det vises på bussens tv.

Hvis du er fx lærer eller pædagog og har flere børn med i bussen, så er det en god idé at du sikrer dig, at alle er spændt fast, før I kører.

Hvor mange ulykker sker der med busser?


Bussen er det sikreste transportmidddel på vejene. Det er meget sjældent, at busser er involveret i trafikuheld. De sidste mange år har der ikke været nogle dræbte i busser herhjemme - og kun meget få alvorligt tilskadekomme.

Den generelt høje sikkerhed i busser skyldes at en bus er tung, og den er derfor længere tid om at standse end en personbil ved en kollision. Det betyder, at påvirkningen af personerne i bussen er meget lille i forhold til, hvis de sad i en personbil.  Generelt kører bybusser også med lave hastigheder.

Hvis man kører i en bus med seler, er det vigtigt – og lovpligtigt – at bruge selen.

Hvis bussen bremser hårdt op eller vælter, undgår man at blive slynget ud af sædet, hvilket kan medføre alvorlige skader.

Bliv sikker i trafikken