Case: Q8 samarbejder med Rådet
Energi- og olieselskabet Q8 indledte i 2008 et treårigt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. Q8 er partner på fartkampagnen ”Ta’ 10 af farten”, hvor selskabet er med til at sørge for, at kampagnen når helt ud til danskerne bl.a. på benzinstationerne rundt omkring i landet.
Trafiksikkerhed matcher Q8s værdier
Q8 valgte at indgå i et samarbejde med Rådet, fordi arbejdet med trafiksikkerhed går godt i tråd med virksomheden og dens værdier:
”Vi valgte at blive Rådets partner, da vi som en del af vores sociale ansvar gerne vil spille en rolle i sikkerheden for vores kunder og medarbejdere. Arbejdet for at få færre dræbte og kvæstede i trafikken passer derfor fint sammen med vores i forvejen store fokus på sikkerhed”, fortæller marketingschef i Q8, Helle Dahlgren Skov.
Medarbejdere bakker op
I efteråret 2008 kunne både kunder og medarbejdere møde kampagnen ”Ta’ 10 af farten” på Q8. Det har været en positiv proces, mener Helle Dahlgren Skov:
”Vores medarbejdere er positive over for fartkampagnen på Q8, da den giver dem nogle andre muligheder for at fortælle om deres arbejdsplads - og giver flere indgange til dialog med kunderne. De ansatte har som en del af samarbejdet lært om trafiksikkerhed, som har gjort dem mere bevidste og givet ejerskab til budskabet ”Ta’ 10 af farten”, siger hun.
Rådet som professionel og interessant partner
I Q8 ser de frem til de videre erfaringer og samarbejde om trafiksikkerhed:
”Vi ser Rådet som en professionel og interessant samarbejdspartner. Og vi oplever samarbejdet som præget af respekt og et stort commitment fra begge parter – det er alfa omega for, at samarbejdet kan lykkes, slutter Helle Dahlgren Skov.
Se også Q8.dk.
Senest opdateret:
27.09.2011