Knallert

I Danmark findes der to typer knallerter:

  • Lille knallert, som også kaldes en knallert 30 eller en almindelig knallert. Man må maksimalt køre 30 km/t på en lille knallert. Aldersgrænsen er 16 år.
  • Stor knallert, som også kaldes knallert 45 eller EU-knallert. Man må maksimalt køre 45 km/t på en stor knallert. Aldersgrænsen er 18 år.

Forældre til knallertglade drenge

Det er vigtigt, at man som forælder siger nej, hvis ens søn kører ulovligt på knallert.

Nogle forældre ved godt, at deres børn kører ulovligt på knallert, men gør ikke noget ved det. Det kan skyldes, at forældrene ikke tror, det er farligt. Men det er farligt, og de unge risikerer alvorlige skader på sig selv og andre.

Knallertulykker

Risikoen for at blive dræbt eller alvorligt kvæstet på knallert er ca. 10 gange større end på cykel.

Unge drenge tegner sig for størstedelen af alle knallertulykker. Årsagerne til ulykkerne er bl.a., at de unge tuner knallerten, så den kan køre hurtigere, at de kører fulde eller kører uden hjelm.

Senest opdateret: 28.03.2014