Børn på cykel

Hvornår dit barn kan cykle alene i trafikken, afhænger ikke kun af barnets alder, men også af hvor meget erfaring barnet har med at cykle i trafikken. Derfor er det vigtigt at cykeltræne sammen med sit barn. Giv dit barn nogle gode oplevelser med at cykle, og gør det hyggeligt at træne sammen.

Den første cykeltræning

Barnets første cykelture kræver tid og tålmodighed. Det er vigtigt, at barnet føler sig tryg og gør fremskridt i sit eget tempo. Den første cykeltræning skal foregå, hvor der ikke er trafik. Lad barnet vide, at du er lige bagved, og er parat til at gribe fat i cyklen, hvis den kommer ud af kurs.

Du kan eventuelt binde et kosteskaft eller lignende bag sadlen på barnets cykel. Barnet lærer hurtigt at holde balancen, hvis du nøjes med at gribe ind, når det er lige ved at gå galt. 

Download brochuren ”Foden på egen pedal for første gang" (Pdf - 1,1 MB) 

Cykle alene

Børn skal være mindst seks år, før de må cykle alene i trafikken. Det betyder ikke nødvendigvis, at de også er modne til det. Mange forhold spiller ind, når du som forælder skal tage stilling til, om det er forsvarligt, at dit barn cykler alene.

Download brochuren "Sikker på cykel" (Pdf - 0,8 MB)

Cykeltur i trafikken

Når du cykler med dit barn i trafikken, så lad barnet køre på din højre side. I starten vil barnet nok slingre lidt under kørslen, giv derfor barnet god plads fra kantstenen og til dig. Når barnet er under seks år, har man lov til at køre to og to, uden man behøver at vige, selvom andre trafikanter gerne vil overhale.

Ældre børn

Når barnet er blevet ældre og mere sikker på cyklen, kan I fortsætte træningen ude i trafikken. Vælg i starten de mindst trafikerede veje. Lad aldrig barnet køre efter dig, men sørg for, at du er placeret, så du altid kan se barnet. Tal med barnet om, hvad I ser i trafikken, og husk du er rollemodel for, hvordan dit barn lærer at køre.

Senest opdateret: 26.01.2012

Køb refleksvest, barn