Motorcyklistens sikkerhedsudstyr
Når du kører motorcykel er sikkerheden dit eget ansvar, og det er derfor vigtigt at tænke sig om og køre fornuftigt. Men sikkerhedsudstyret er også vigtigt. Hvis man bruger det rigtige sikkerhedsudstyr, kan det reducere skadesrisikoen ved ulykker med 50 %.
Køredragten
Køredragten består af beskyttelsesbeklædning, støvler, handsker og hjelm. Formålet med køredragten er at beskytte føreren bedst muligt ved en ulykke, og den er afgørende for, hvor alvorlig en potentiel ulykke bliver.
To hovedgrupper af motorcykeltøj
Der findes to hovedgrupper af motorcykeltøj, nemlig læder og cordura. Det er vigtigt, at du vælger den type tøj, du føler dig bedst tilpas i. Uanset, hvad du vælger, er det vigtigt at forholde sig til sikkerheden. Det er f.eks. en god idé at vælge tøj med farve og/eller refleks, da det gør dig mere synlig for de andre trafikanter.
Cordura
Vælger du jakke og bukser med cordura som yderstof og en åndbar, vandtæt membran nedenunder, får du komfortabelt tøj samtidig med, at du ikke behøver at bekymre dig om regnvejr. Der er desuden den fordel, at tøjet kan trækkes ud over almindeligt tøj. Du vil derfor ikke have brug for skiftetøj, når du kommer frem.
Læder
Vælger du bukser og jakke eller heldragt i læder, bør du også anskaffe dig en regndragt. En våd læderdragt beskytter nemlig ikke optimalt, hvis man styrter.
Når du vælger tøj, er det vigtigt at vælge den rigtige størrelse. Den indbyggede beskyttelse i tøjet hjælper ikke, hvis tøjet sidder forkert, f.eks. fordi det er for stort.
Knæbeskytter
I de fleste bukser er der indbygget knæbeskyttere. Der findes forskellige typer af knæbeskyttere i forskellige materialer afhængig af, hvilken type bukser eller heldragt du vælger. Det er vigtigt, at beskyttelsen rent faktisk er placeret over knæet, og at den bliver over knæet, hvis uheldet er ude.
Albuebeskytter
I de fleste jakker er der indbygget albuebeskyttere. Der findes forskellige typer af albuebeskyttere i forskellige materialer afhængig af, hvilken jakke eller heldragt du vælger. Det er vigtigt, at beskyttelsen rent faktisk er placeret over albuen, og at den bliver der, hvis uheldet er ude.
Skulderbeskytter
I de fleste jakker eller heldragter er der indbygget skulderbeskyttere. Det er vigtigt, at beskyttelsen er placeret på skuldrene, og at den bliver der, hvis uheldet er ude.
Rygbeskytter
En rygbeskytter er et vigtigt sikkerhedsudstyr, som alle motorcyklister bør køre med. En rygbeskytter med store trekantede plastplader, der overlapper hinanden, samt et integreret nyrebælte kan beskytte ryggen, hvis man styrter og f.eks. glider mod en kantsten eller lygtepæl. Det er vigtigt, at rygbeskytteren ikke er for kort, det er bedst, hvis den går helt ned over lænden.
Er der indbygget rygbeskytter i jakken eller heldragten, skal du sikre dig, at den ikke kan vippe op og skære sig ind i ryggen.
Støvler
Vælg en støvle med plader på skinnebenet og på begge sider af anklen. Vælg desuden en med stiv sål, da den forhindrer, at foden bliver mast fra siden, og at tæerne bøjes den forkerte vej.
Brug ikke almindelige sko
Almindelige sko er ofte forsynet med snørebånd, der kan hænge fast i motorcyklen, derfor er det bedre at bruge støvler designet til motorcykelkørsel. Almindelige sko vil typisk ryge af foden ved en ulykke eller blive på foden med det resultat, at foden rives af, fordi anklen ikke var beskyttet.
Handsker
Det er vigtigt at køre med handsker, også selvom det er varmt. Hvis man styrter på motorcyklen, vil man ofte instinktivt tage fra med hænderne, og uanset hvor langsomt man kører, vil det gøre ondt og give alvorlige skader på hænder og fingre.
Når du køber handsker, skal du være opmærksom på, at der er stor kvalitetsforskel på handsker med hensyn til rivstyrke, altså hvor meget kraft, der skal til, før handsken går i stykker.
Hjelm
Den mest sikre type hjelm er en integralhjelm med fast kæbeparti. Den såkaldte ”klap-op-hjelm”, hvor hagepartiet kan klappes op, så hjelmen er lettere at tage af, er også god, men knap så sikker.
Når du køber hjelm
- Prøv forskellige hjelme, før du beslutter dig
- Husk, at hjelmen skal sidde stramt, men uden at klemme. Hjelmen må ikke kunne tages af, når den er spændt fast. Tag fat i nakkepartiet og vip hjelmen fremad. Kan hjelmen tages af på denne måde, skal du vælge en anden model.
- Kør gerne en lille tur med hjelmen, inden du bestemmer dig.
- Vælg en hjelm i klare farver, det kan gøre dig mere synlig.
Skift hjelm, hvis du taber den
Taber du din hjelm, skal den udskiftes. Der kan nemlig opstå skjulte revner i hjelmen, som mindsker sikkerheden ved en ulykke.
Senest opdateret:
03.04.2011