Knallertansvarsforsikring

Det er lovpligtigt at tegne en knallertansvarsforsikring. Forsikringen dækker de skader, du laver i forbindelse med et uheld. Du kan også tegne en ulykkesforsikring, som dækker dig selv eller en kaskoforsikring, som dækker din knallert.

Dyrt uden forsikring

Hvis du ikke har tegnet den lovpligtige knallertansvarsforsikring, kan det blive dyrt, hvis du bliver indblandet i et uheld. Også selv om du er uden skyld.

Eksempel

Kasper er 16 år og kører på en knallert, der ikke er forsikret. En mand træder ud foran ham, og Kasper rammer ham. Kasper er uden skyld i ulykken, men han skal alligevel betale. Manden kommer slemt til skade og er sygemeldt i tre måneder. Hans méngrad er 8 %.

Kasper skal betale:
Tabt arbejdsfortjeneste i tre mdr. 75.000 kr.
Svie og smerte i tre mdr. 13.000 kr.
Tab af erhvervsevne 450.000 kr.
Méngrad  53.560 kr.

I alt 592.060 kr.

Oveni kommer udgifter til medicin og behandling. Erstatningen udbetales i første omgang fra en lovpligtig pulje, men Kasper skal bagefter tilbagebetale pengene til puljen.

Som 16-årig har Kasper nu en gæld på over en halv million kroner. I de fleste tilfælde får man tilbudt en afdragsordning, så man kan betale gælden af. Men der vil gå mange år, før Kasper er gældfri.

Dyrt for mange knallertkørere

Det sker i gennemsnit tre gange om ugen, at en knallertkører bliver indblandet i uheld, hvor ansvarsforsikringen ikke dækker. Enten fordi han kører ulovligt, eller fordi han slet ikke har tegnet en forsikring. 

Senest opdateret: 04.04.2011