Forældre mangler viden om knallertkørsel
Med en ung teenagedreng i huset kan de fleste forældre ikke sige sig fri for at have bekymringer. Slagsmål, overfald, stoffer og alkohol er blandt topscorerne, når det gælder forældrenes bekymringer. Men knallertkørsel burde også vække bekymring. Tre gange så mange unge mænd må på hospitalet efter en knallertulykke som efter en voldsepisode.
Hospitalsindlæggelser: Vold og knallertulykker (2007)

- Voldsskader 15-17-årige mænd: 77
- Knallertulykker 15-17-årige mænd: 205
Overholder ikke regler om knallertkørsel
Mange forældre er overbeviste om, at deres søn overholder de regler, de har opsat omkring knallertkørsel. Det er dog ikke tilfældet. I alt fald ikke, hvis man spørger de unge selv.
De 16-17-årige blev spurgt: ”I hvilken grad retter du dig generelt efter de regler, dine forældre stiller omkring din egen færdsel på knallert?”
Forældrene blev spurgt: ”I hvilken grad tror du, at din søn retter sig efter dine krav om knallertkørsel?”

I høj grad: Forældre 51 %, 16-17-årige 16 %.
I nogen grad: Forældre 40 %, 16-17-årige 33 %.
Tvivl om regler
92 % af forældrene har opsat regler for, om deres søn skal køre med hjelm, men kun halvdelen af teenagedrengene oplever, at der er regler i hjemmet. Halvdelen af drengene mener, at deres forældre har forbudt spritkørsel på knallert, mens 78 % af forældrene mener at have regler for spritkørsel.
Hver fjerde dreng oplever, at forældrene slet ingen regler har, mens det kun er 2 % af forældrene, der ikke har givet deres søn regler for knallertkørsel.
Regler om knallertkørsel
Sammenligning af forældres oplevelse af hvilke regler, de opstiller, og de 16-17-åriges oplevelse af forældrenes regler.
”Knallerten skal være lovlig”: Forældre 40 %, 16-17-årige 20 %.
”Ingen spritkørsel”: Forældre 78 %, 16-17-årige 52 %.
”Ikke kørsel uden hjelm”: Forældre 92 %, 16-17-årige 51 %.
”Ingen regler”: Forældre 2 %, 16-17-årige 24 %.
Kilde
Sundhedsstyrelsen via Landspatientregistret samt repræsentativ undersøgelse blandt forældre og 16-17-årige drenge, der jævnligt kører på knallert, foretaget af TNS Gallup på vegne af Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Senest opdateret:
04.04.2011