Virksomhedsrådgiver med CSR-erfaring
Vi søger en ny kollega, der kan sætte trafiksikkerhed på dagsordenen i erhvervslivet. Du kan arbejde med hele paletten fra strategi til implementering og ved, hvad det kræver at udvikle og vedligeholde samarbejde, der skaber værdi for begge parter.
Rådet for Sikker Trafik søger en erfaren virksomhedsrådgiver, der skal være med til at udrulle et helt nyt strategisk fokusområde målrettet virksomheder. Vi ønsker at inddrage erhvervslivet i arbejdet med at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken både ved at udvikle og implementere trafikpolitikker, men også ved at involvere medarbejderne.
Du vil få til opgave at udvikle og optimere vores samarbejde med allerede eksisterende samarbejdspartnere samtidig med, at du skal opsøge og rådgive nye partnere, der ønsker at engagere sig i trafiksikkerhedsarbejdet. Du kommer til at indgå i en projektgruppe med andre dygtige projektledere og fagkonsulenter.
Rådgiver med gennemslagskraft og forretningsforståelse
Vi leder efter en rådgiver, der tænker strategisk, og som evner at sætte sig ind i kundens behov og potentialer. Du kan motivere og engagere et projektteam og sikre fremdriften i projektet. Du er god til at se muligheder, skabe relationer såvel eksternt som internt og er drevet af at skabe resultater.
Du har erfaring med arbejdet med CSR og/eller med implementering og drift af virksomhedspolitikker - enten som rådgiver eller fra en virksomhed.
Du kan leve op til vores medarbejderværdier, som er troværdig, holdspiller, dygtig og resultatorienteret. Derudover forventer vi, at du er forandringsparat og innovativ.
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse og min. 5 års erhvervserfaring fra en kommerciel virksomhed eller et bureau, og at du har arbejdet med strategisk kommunikation, PR eller rådgivning.
Rådet for Sikker Trafik som arbejdsplads
Rådet for Sikker Trafik er en projektorganisation, der er i konstant udvikling og hele tiden arbejder for at skabe større involvering og dialog med vores målgrupper. Det betyder, at to dage ikke er ens, så du skal kunne trives i en travl hverdag.
Vi er også en arbejdsplads, der vægter et afbalanceret forhold mellem arbejde og fritid højt. Filosofien er frihed under ansvar, hvilket betyder, at du i høj grad selv planlægger dit arbejde. Vi har flekstid, mulighed for hjemmearbejde, frokostordning og en humoristisk og uhøjtidelig omgangstone. Vi følger de statslige overenskomster.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til jobindholdet, er du velkommen til at kontakte underdirektør Karina Petersen på tlf.: 40 35 39 76.
Hvis du har spørgsmål til Rådet som arbejdsplads eller arbejdsvilkårene kan du kontakte HR-chef Mette Falther på 21 34 82 63.
Ansøgningsprocessen
Send os snarest muligt en motiveret ansøgning med dit CV og referencer og fortæl, hvorfor vi netop skal ansætte dig. Send din ansøgning til job@sikkertrafik.dk skriv "Virksomhedsrådgiver" i emnefeltet og att: Kirsten Lage.
Tiltrædelse så hurtigt som muligt og senest pr. 15. april 2012. Ansættelsessamtaler vil blive afholdt løbende.
Senest opdateret:
27.01.2012