Hvorfor er bilister uopmærksomme?
Der er mange ting, der får bilister til at foretage sig andet end at køre bil, selv om de godt ved, at det er farligt, fx:
- Ønske om at være tilgængelig på telefon og sms
- Kedsomhed
- Tørst eller sult
- Træthed
- Stress
- Urolige børn på bagsædet
Mange forsøger at kompensere for de distraherende handlinger, fx ved at sætte farten ned, men det er ikke nok til at forebygge en øget risiko for ulykker.
46 % af bilisterne siger, at de inden for de seneste år har været ved at køre galt pga. distraherende handlinger, de selv foretog sig under kørslen.
At være uopmærksom under kørslen er altså noget, langt de flere kender til. Bilister ved godt, at det er forbundet med en vis risiko. Men samtidig vurderer de selv fra gang til gang, hvor høj risikoen er, fx ved at vurdere trafikmængden og kørselssituationen.
Hvis der fx ikke er så meget trafik, vurderer mange, at ”så kan man godt lave noget andet samtidigt”.
Dér, hvor det bliver rigtig farligt, er når bilistens vurdering er forkert, og bilisten over- eller fejlvurderer sine egne evner til at lave andre ting samtidig med bilkørslen.
Jo mere krævende, det er at lave andet end at køre bil, jo højere er risikoen. Og omvendt: Jo mere man er koncentreret om at køre og beredt på kritiske situationer, desto større er sikkerheden.
Der ligger en stor udfordring i at få bilister til at indse risikoen ved at lave andre ting samtidigt med bilkørslen.
Senest opdateret:
28.09.2011