Opmærksomhed
Tag en pose over hovedet og kør bil! Det er en udfordring, de færreste nok ville sige ja til. Men det er hvad du udsætter dig selv for, hvis du kører bil og laver alt muligt andet end at have fokus på vejen.
Kører du 80 km/t og bruger bare 4 sekunder på at kigge på telefonen og svare på en sms, svarer det til at køre hele 89 meter i blinde.
Mange tror måske, at det mest er ting uden for bilen, der gør bilister uopmærksomme på trafikken - fx vejskilte, andre biler, smukke piger osv. Men faktum er, at 70 % af kilderne til uopmærksomhed findes inde i bilen. Og at man derfor selv kan gøre meget for at forhindre, at det fører til farlige situationer eller ulykker.
Uopmærksomhed kan skyldes mange forskellige ting, fx at man:
- taler i telefon
- indstiller GPS
- læser/skriver sms
- samler ting op fra gulvet
- indstiller radioen
- tager sig af urolige børn
- er stresset og har tankerne et andet sted
Det øger risikoen for en ulykke markant, fordi man reagerer for sent og for langsomt på uventede situationer. Hvis man kigger væk fra vejen, når man måske slet ikke at reagere.
Og det er ikke altid ham i den modsatte vognbane, som har travlt med de forkerte ting, når han kører bil. Hele 46 procent af danskerne siger, at de har været tæt på at ende i en ulykke inden for det sidste år, fordi de var uopmærksomme i trafikken.
Senest opdateret:
29.09.2011