Når du rider i trafikken
Som rytter er der en række gode råd, du skal følge, for at du og din hest kan færdes sikkert i trafikken.
- Du må ikke ride på cykel- og gangstier. Rid i højre side af vejen, medmindre der er en særskilt ridesti.
- Husk altid din ridehjelm.
- Rid én og én i højre side af vejen. Kun, hvis I er mange, skal I ride to og to.
- Rid aldrig for løse tøjler.
- En ung og urolig hest bør følges med en erfaren og rolig hest. Den erfarne hest bør gå tættest på trafikken.
- Giv tegn i god tid, så de andre trafikanter er forberedte på, hvad du vil gøre.
- Kryds vejen samtidig og hold samling på gruppen. Lad aldrig heste vente på hinanden på hver sin side af vejen. Heste er flokdyr, og en ventende hest kan finde på at løbe efter de heste, der allerede er kommet over vejen.
- Kryds altid vejen, hvor der er godt overblik.
- Rider du, når det er mørkt, skal du have en lygte på venstre ben. Lygten skal lyse hvidt fremad, rødt bagud, og være synlig på mindst 150 m afstand. Hesten skal have refleksbånd på alle fire ben, og de skal være mindst fem cm brede. Vil du være mere synlig, kan du tage en refleks- eller diodevest på, og give hesten et lyst dækken på, gerne med påsyede refleksbånd.
- Fodgængere skal altid passeres i skridt.
- Hvis en cyklist ønsker at overhale, så tag ned i skridt.
Senest opdateret:
14.02.2012