Bag om typiske fartulykker

Hvor slemt kan det gå, hvis man ender i en ulykke, hvor man kører bare 10 km/t for meget? Her er tre eksempler på typiske ulykker, som er sket på landevejen ved 90 km/t.

Dræbt i sving

Rekonstruktion viser en typisk fartulykke på landevejen, hvor farten var bare en smule for høj.

Føreren mister herredømmet over sin bil i et sving på en landevej. Han kører 90 km/t i et blødt sving, og bilen ender i en dyb grøft. Da bilen rammer grøften, får han brud på nakken, og da bilen ruller rundt, får han kraniebrud. Han dør dagen efter af sine kvæstelser. Med 80 km/t havde han haft chancen for at rette op og undgå ulykken.

Dræbt mod lastbil

Rekonstruktion viser en typisk fartulykke på landevejen, hvor farten var bare en smule for høj.

Føreren kører 90 km/t og overser, at lastbilen holder stille. Han bremser og søger højre om lastbilen, da der kommer en modkørende. Føreren rammer lastbilen med 70 km/t og får voldsomme indre kvæstelser med døden til følge. Med 80 km/t inden ulykken havde han haft chancen for at bremse så meget ned, at han havde kunnet undvige lastbilen.

Dræbt mod et vejtræ

Rekonstruktion viser en typisk fartulykke på landevejen, hvor farten var bare en smule for høj.


 
Føreren kører 90 km/t på en lige landevej. Han kommer af ukendte årsager ud i rabatten, hiver instinktivt i rattet og ender i en ukontrolleret udskridning. Han dør med det samme, han rammer træet. Med 80 km/t havde han haft chancen for at rette bilen op og undvige træet. 

Senest opdateret: 21.02.2012