Sådan påvirker alkohol kroppen

Når du drikker alkohol, påvirker det din krop og dine sanser, og det har indflydelse på din kørsel.

Dit syn bliver dårligere
Du får sværere ved at se i mørke, eller hvis det er tåget. Hvis du blændes af en modkørende bil, går der længere tid, før dit syn bliver godt igen.

Din reaktionsevne bliver langsommere
Du reagerer langsommere i trafikken, og det kan være farligt.

Dine bevægelser bliver klodsede
Bevægelser, som normalt er rolige, bliver mere voldsomme, f.eks. når du skal bremse eller dreje.

Din hukommelse bliver dårligere
Du glemmer måske at blinke, tjekke sidespejlene, eller du overser vigepligten.

Din realitetssans bliver dårligere
Du overvurderer dine egne evner i trafikken.

 

Alkohol giver tunnelsyn

Se her hvor meget dit synsfelt bliver indsnævret, når du kører bil ved forskellige promiller (Kilde: Rigspolitiet)

Tunnelsyn (PDF)

 

Sådan påvirker alkohol din krop promille for promille

  •  0,2 promille
    Dine øjne har svært ved at fokusere og omstille sig fra lys til mørke.
  • 0,5 promille
    Din evne til at opfatte situationer og udføre præcise bevægelser er dårligere. Dit øjes synsvinkel er indsnævret.
  • 0,8 promille
    Du har nedsat koordinationsevne og længere reaktionstid.
  • 1,0 promille
    Din opmærksomhed og koncentrationsevne er svækket. Du har symptomer på træthed og nedsat balanceevne.
  • 1,5 promille
    Du har forringet bevægelsesevne og besvær med at tale. 
  • 2,0 promille
    Du har symptomer på forgiftning. Din selvkontrol er væk.
  • 3,0 promille
    Du kan ikke kontrollere din urinblære. Du kan blive bevidstløs.
  • 4,0 promille
    Du er bevidstløs og i livsfare.

Senest opdateret: 14.02.2012