Ældre fodgængere

De fleste uheld med ældre fodgængere sker, når de går over vejen ved vejkryds. Det sker, fordi det tit er sværere for ældre at bedømme de andre trafikanters afstand og fart, og samtidig går de selv langsomt.

Ældre forgængere får alvorligere skader end andre, når de rammes, det skyldes at kroppen er mere skrøbelig.

Undgå ulykker til fods:

  • Kryds vejen et sikkert sted. Gå hellere en sikker omvej end en usikker genvej. 
  • Hvis du går langsomt, så gå ud i fodgængerfeltet, lige når lyssignalet bliver grønt.
  • Hvis der bliver rødt, mens du er ude i fodgængerfeltet, så fortsæt til den anden side eller til midterhellen.  
  • Lyst tøj gør dig meget nemmere at få øje på i mørke.  
  • Brug refleks når det er mørkt. 
  • Hold dig i form. 
  • Undgå glatte fortove.

Undgå faldulykker

Mange ældre føler sig utrygge ved at færdes på fortovet bl.a. på grund af brosten, skæve fliser eller dårlig belysning.

Fald kan forebygges, hvis: 

  • Belægningen er jævn uden huller og skæve fliser. 
  • Der ikke er butiksskilte eller cykler på fortovet, så det er svært at komme forbi. 
  • Belysningen er god.

Klag over dårlige veje

Hvis du oplever, at fortovet har huller eller skæve fliser, kan du kontakte teknisk forvaltning i din kommune og få dem til at se på stedet.

Senest opdateret: 10.01.2012