Obligatorisk kursus i førstehjælp

Fra 2006 er det blevet obligatorisk at gennemføre et syv timers kursus i færdselsrelateret førstehjælp, før du får lov til at gå op til køreprøve.

Kurset i førstehjælp skal være gennemført højest et år inden, du skal til køreprøve.

Om kurset

  • Kurset skal give dig viden, færdigheder og holdninger, så du kan yde førstehjælp ved trafikulykker.
  • Du får tre timers undervisning i basal genoplivning og fire timers undervisning i færdselsrelateret førstehjælp.
  • Instruktøren på kurset skal være godkendt af Dansk Førstehjælpsråd. 
  • Prisen ligger typisk mellem 400 og 600 kr.

Efter kurset skal du kunne:

  • Handle hensigtsmæssigt på et skadested, håndtere flere tilskadekomne og tage de nødvendige forholdsregler, så du ikke selv kommer til skade. 
  • Yde basal genoplivning til en person uden vejrtrækning og livstegn. 
  • Yde førstehjælp til de typiske skader i forbindelse med trafikulykker. 
  • Forebygge chok og kunne føre en beroligende samtale med de tilskadekomne.

Du kan tage kurset:

  • Hos en kørelærer, der er uddannet førstehjælpsinstruktør. 
  • Hos kørelærere, der samarbejder med uddannede førstehjælpsinstruktører, og som derfor udbyder kurset i forbindelse med køre- og teoriundervisningen. 
  • Hos en organisation, der har godkendte instruktører.  

Dispensation i særlige tilfælde

Politiet kan i særlige tilfælde give dispensation, så du ikke behøver tage kurset: 

  • Hvis du har et handicap. 
  • Hvis du inden for et år har gennemgået et tilsvarende førstehjælpskursus.
  • Hvis du kan dokumentere, at du har tilstrækkelige færdigheder og viden om førstehjælp.

Senest opdateret: 01.08.2011