Forsikring af skolepatrulje

"Under udførelse af deres patruljearbejde er skolepatruljerne omfattet af skolernes arbejdsskadeforsikring." Det står der i Undervisningsministeriets vejledning nr. 183 af 10. september 1998.

I "Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade" står, at enhver, der udfører arbejde for andre, er forsikret under arbejdets udførelse.

Alle, der beskæftiger andre, har pligt til at tegne arbejdsskadeforsikring. Det gælder uanset, om skolepatruljerne får løn for arbejdet eller udfører arbejdet ulønnet.

Det er uden betydning, om man er ansat til varigt eller tidsbegrænset arbejde.

Pligten til at tegne forsikring gælder ikke for stat og kommuner. Hvis der ikke er tegnet forsikring, må staten eller kommunen selv betale erstatning til den ansatte, der kommer til skade på arbejdet.

Hvis et skolepatruljemedlem kommer til skade

Skolens eller kommunens arbejdsskadeforsikring dækker, hvis en eller flere skolepatruljer kommer til skade i arbejdstiden. 

Arbejdsgiveren skal anmelde ulykken til sit arbejdsskadeforsikringsselskab, som dækker udgifterne. Det kan være behandlingsudgifter, godtgørelse for varige mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Erstatning fra en ansvarlig modpart

Er der en ansvarlig modpart, vil hans/hendes ansvarsforsikring betale for de skader, som arbejdsskadeforsikringen ikke kan dække. F.eks. tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

Erstatning fra andre forsikringer

Hvis ulykken er ude, kan du måske få erstatning fra skolepatruljemedlemmet eller dennes forældres ulykkesforsikring. Ulykkesforsikringen udbetaler erstatning efter policens betingelser.

Vær opmærksom på, at en fritidsulykkesforsikring ikke udbetales, hvis du får erstatning fra arbejdsskadeforsikringen.

Hvis et skolepatruljemedlem forvolder skade

Hvis et medlem af skolepatruljen forvolder skade i arbejdet, er skolen ansvarlig for fejlen, som på andre arbejdspladser. Det kaldes arbejdsgiveransvar efter Danske Lov 3-19-2. 

Senest opdateret: 09.01.2012