Nyhedsbrev november 2007
08.11.07
Til dig der varetager ungdomsskolernes knallertundervisning
Hvert år gennemfører en tredjedel af alle 15-årige ungdomsskolernes knallertundervisning. Og som underviser har du stor indflydelse på de unges trafikopdragelse. Både fordi de, sammen med dig, skal lære at færdes sikkert på knallert her og nu, men også fordi de bliver fremtidens trafikanter: For kører de unge meget risikobetonet på deres knallert, tager de med stor sandsynlighed noget af den adfærd med sig over i bilen.
Knallertundervisningen er vigtig
Knallertundervisningen skal lære de unge mennesker at manøvrere deres knallert, og den skal sikre, at eleverne kender de færdselsregler, der er relevante for at færdes sikkert i trafikken på knallert. Men det vigtigste er, at eleverne får kendskab til den risiko, der er forbundet med risikobetonet adfærd – og at undervisningen medvirker til, at eleverne lærer at træffe nogle fornuftige valg i trafikken, som kan være med til at sikre deres og andres overlevelse.
Det er store krav at stille til et undervisningsforløb, der er berammet til 24 undervisningstimer, og det er også derfor at Færdselssikkerheds-kommissionens Nationale Handlingsplan netop anbefaler, at der ses på rammerne for knallertundervisningen.
Ny national handlingsplan
Rådet har været sekretariat for Færdselssikkerhedskommissionens arbejde med den nye trafiksikkerhedshandlingsplan. Handlingsplanen peger på konkrete løsninger, som kan være med til at nedbringe antallet af dræbte og kvæstede i trafikken – også når det drejer sig om ulykker på knallert. 9 af handlingsplanens 100 punkter handler om forslag til forskellige indsatser, der handler om forebyggelse af knallertulykker. Dem har vi samlet til dig på www.sikkertrafik.dk/knallertundervisning. Handlingsplanen i sin helhed kan du også hente på www.sikkertrafik.dk.
Forældrene skal på banen
Mange forældre kender til de unges risikobetonede og ulovlige adfærd på knallert, men undlader at gribe ind. En nedsat arbejdsgruppe er ved at få undersøgt nærmere, hvad der ligger til grund for forældrenes manglende ansvarlighed på dette område. Når vi får overblik over resultatet af undersøgelsen, skal vi i gang med at lave en særlig målrettet indsats over for forældrene til børn på knallert.
Engager også forældrene til dine elever
Det materiale, som du modtog sidste år i forbindelse med informationsindsatsen om nummerplade på alle nye knallerter, er et godt lille materiale til at klæde forældrene på til at snakke med deres børn om de mest sikre valg i trafikken. Materialet kan du downloade fra
www.sikkertrafik.dk/knallertundervisning under ”andet materiale”. Her finder du også vejledning til, hvordan du integrerer materialet i din undervisning.
Ovenfor er du flere gange blevet henvist til knallertzonen. Det er en hjemmeside, som fortrinsvis henvender sig til dig, som varetager ungdomsskolernes knallertundervisning. Her finder du bl.a. gode ideer til din undervisning, ulykkesstatistik, klip fra dagspressen om knallertuheld, bogen ”Knallert – sikkert af sted” som lydfil og meget mere.
Kursus
Ungdomsskolernes udviklingscenter afholder, i samarbejde med Rådet for Større Færdselssikkerhed, hvert år et kursus for lærere, der underviser i ”obligatorisk knallertundervisning”. Kurset kommer omkring læseplanens emner, de unges adfærd i trafikken, risikoforståelse og risikobevidsthed, de praktiske manøvrer og meget andet. Desuden er der rig lejlighed til at udveksle erfaringer med undervisere fra andre ungdomsskoler. Dette års kursus afholdes fra den 30/11-2/12. Du kan læse mere om kurset på www.us-centret.dk, hvor du også kan tilmelde dig.
Mange trafiksikre hilsner
Lone Hald
Specialkonsulent
Børn og unge
e-mail: lh@sikkertrafik.dk
tlf.direkte: 3916 3959
Senest opdateret:
09.02.2012