Skolevejen

Forældrene skal træne skolevejen med deres børn i god tid før skolestart. Men det er ekstra godt, hvis I også træner skolevejen med børnene i børnehaven.

Børnene skal lære:

  • Hvordan de skal færdes på vej til skole.
  • Hvordan de skal klare de forskellige uventede situationer, der kan opstå undervejs.
  • At bede voksne om hjælp, hvis de er i tvivl om, hvad de skal gøre.
  • At de skal følge skolepatruljernes anvisninger.

Forberedelser til træning i børnehaven

Når I ved, hvilke børn der skal begynde i skolen efter sommerferien, kan I begynde at tilrettelægge træningen:

  • I kan bede forældrene oplyse, hvor deres børn skal gå i skole, og hvordan deres børn skal komme til og fra skole.
  • Kontakt kommunens skoleforvaltning og få et kort over jeres skoleområde.
  • Giv børnene et kort med hjem. Bed forældrene om at tegne den rute, deres børn skal gå eller køre. Kortet skal de aflevere til jer.

Lav et kort med skolevejene

Det vil også være en god idé, hvis I får lavet et stort kort, som viser:

  • Institutioner
  • Skoler
  • Så mange af børnenes hjemmeadresser som muligt.

Dette kort kan I sætte op i børnehaven for at få et overblik over børnenes skoleveje. Når forældrene afleverer børnenes kort med de indtegnede ruter, kan I overføre dem til det store kort. Efterhånden kan I få et overblik over hvilke ruter, der falder sammen, og hvordan I kan tilrettelægge jeres træningsture.

Kortet kan også fungere som orientering til forældrene, hvor de bl.a. kan se hvilke børn, der kan følges ad.

Træning

Når I træner skolevejen, er det en god idé at gå med en passende gruppe børn ad gangen. Men selvom der er flere børn, som skal samme vej, bør I fokusere på det enkelte barn. Både for at være særlig opmærksom på netop det barn og for at gøre hvert enkelt barn ansvarlig for sin skolevej.

Lad det pågældende barn gå forrest, og lad barnet tage stilling til så meget trafik som muligt. Det kan være valg af fortov eller vejside, valg af overgangssted, hvornår I kan gå m.m.

Tal med barnet og de øvrige børn om:

  • De problemer der opstår, og hvordan de kan løses.
  • Overgang ved parkerede biler.
  • Overgang i lysreguleringer.
  • Krydsning af veje.

Vær opmærksom på uoverskuelige steder - gør børnene opmærksomme på, hvad man skal se særlig godt efter:

  • Sideveje
  • Vejsving
  • Bagfrakommende trafik
  • Svingende trafik
  • Cyklister og knallerter
  • Busstoppesteder

Når I har gået turen, bør I meddele forældrene, hvordan det gik. Gør dem opmærksomme på de steder, hvor barnet havde eller vil kunne få problemer undervejs.

Senest opdateret: 09.05.2011