Farlige situationer

Der opstår mange farlige situationer i trafikken. Både i vejkryds og steder hvor der er dårligt udsyn. Lær børnene, hvordan de undgår de farlige situationer.

Undgå farlige situationer i vejkryds

Udvælg et mindre vejkryds uden alt for meget trafik. Der skal være gode muligheder for at overskue trafikken i alle fire retninger. Træn kun med få børn ad gangen, og vær mindst to voksne.

Forklar børnene, at de skal se sig for i alle fire retninger.

  • Vis dem hvilken vej de skal se.
  • Vis dem hvorfra der kan komme svingende biler.
  • Forklar hvordan de enkelte trafikanter kører igennem krydset.
  • Lad børnene bruge noget tid på at blive fortrolige med det.
  • Lær børnene at de først må gå over, når der ikke kommer nogen.

Når børnene har prøvet at se sig for i de forskellige retninger, må I prøve at gå over vejen sammen. Fortsæt hele vejen rundt i krydset. En vej ad gangen, til I er tilbage, hvor I startede. Ved hvert overgangssted må I forklare børnene:

  • I hvilken retning de skal se.
  • Hvorfra der kan komme trafikanter.

Undgå farlige situationer ved steder med dårligt udsyn

Der er mange steder, hvor det er svært at se, om der kommer nogen kørende: 

  • Træer og anden bevoksning
  • Vejsving
  • Bakketoppe
  • Gadehjørner
  • Parkerede biler
  • Containere
  • Vejarbejde osv.

Lær børnene, at de skal finde steder, hvor der er god udsigt. Når børnene ikke kan se bilerne, kan bilerne heller ikke se dem.

For at lære børnene at skelne mellem gode og dårlige overgangssteder, må I give dem mulighed for at opleve, hvad 'dårligt udsyn' er. Når I går tur med børnene, kan I fx standse op ved nogle steder med dårligt udsyn. Bed børnene bedømme, om det ville være et godt sted at gå over vejen.

Nogle steder er det nødvendigt at krydse vejen. Derfor skal børnene lære, hvordan de gør.

Find et sted med parkerede biler og uden ret meget trafik. Lad børnene stå ved kantstenen. Vis dem, at de ikke kan overskue trafikken derfra.

Vis børnene hvordan de kommer over vejen: 

  • Stands ved kantstenen.
  • Gå forsigtigt frem til bilens yderkant.
  • Stik hovedet forsigtigt frem.
  • Se til begge sider flere gange.
  • Gå hvis der ikke kommer nogen kørende imod jer.

Gå over vejen med to børn ad gangen. Imens kan I igen forklare, hvad børnene skal gøre.

Senest opdateret: 09.05.2011