Vi blander os ikke, når andre kører for stærkt
20.04.12
Det er stadig tabu at bede andre om at sænke farten, når de kører for stærkt. Hvis flere blander sig, kan vi redde liv, vurderer Rådet for Sikker Trafik.
Kun 3 ud ad 10 bilister har oplevet, at andre i bilen har bedt dem om at sænke farten, når de har kørt for stærkt på landevej. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Nielsen har foretaget for Rådet for Sikker Trafik.
- Vi skal blive bedre til at blande os, når vi kører med nogen, som kører for stærkt. Det gør større indtryk på os, når det kommer fra vores venner og familie frem for kampagner. Der er jo ingen mennesker, som har lyst til bevidst at genere deres nærmeste eller sætte deres liv på spil, siger Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Tabu at blande sig
- Det handler måske om, at det at blande sig i andres kørsel kan opfattes som kritik. Mange glemmer at tænke på, at det at overholde hastighedsgrænsen kan være forskellen på at overleve eller dø i en trafikulykke. Og med den vinkel på, er det pludselig ok at blande sig i andres kørsel, siger Michelle Laviolette.
Især kvinder får lov til at køre for stærkt i fred – 80 % svarer, at de aldrig er blevet bedt om at sætte farten ned, mens kun 56 % af mændene kan sige det samme. Det samlede tal ligger på 68 %. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Nielsen har foretaget for Rådet for Sikker Trafik.
Det redder liv at blande sig
Og der er grund til at blande sig. Vi kunne nemlig hvert år redde 50 menneskeliv og forhindre 250 personer i at blive alvorligt kvæstet, hvis alle overholdt fartgrænserne. Landevejene er stadig de farligste vejstrækninger, vi har i Danmark – 2 ud af 3 dødsulykker sker på landevejene.
Derfor kører Rådet for Sikker Trafik sammen med 61 kommuner, Politiet og Q8 lige nu fartkampagne for at minde bilisterne om at sætte farten ned på landevejene.
Om kampagnen
Kampagnen ”Mit Hjem – Din Fart?” foregår i 61 kommuner fra mandag den 16. april til mandag den 7. maj. Den første og sidste uge deltager politiet med fartkontrol på vejene i flere politikredse.
Bag kampagnen står Kommunerne i Danmark, politiet, Rådet for Sikker Trafik og Q8.
Ca. 4000 røde og hvide silhuetter af en lille pige i naturtro størrelse står i kampagneperioden og vinker til bilisterne langs landevejene i Danmark. Hun skal minde bilisterne om, at der bor mennesker, som er generede af og bekymrede for farten.
På Q8s servicestationer over hele landet kan bilisterne i kampagneperioden hente et klistermærke af den lille røde pige til deres kofanger for at signalere deres opbakning til kampagnen.
Som noget nyt kan borgere, der er generet af bilernes høje fart, i år bestille en kampagnepakke fra Rådet for Sikker Trafik. Så kan de selv lave lokale events, der skal minde bilisterne om at sætte farten ned.
På www.sikkertrafik.dk/fartenned kan man gå ind og markere på et digitalt Danmarkskort, hvor bilisterne kører for stærkt. På den måde kan man være med til at sende et signal til bilisterne om, at deres kørsel på udvalgte veje skaber bekymring hos beboerne ved eller i nærheden af landevejene.
Følg med på vores facebookgruppe: www.facebook.com/fartenned
Fakta
(kilde: Rådet for Sikker Trafik og Vejdirektoratet):
- 9 ud af 10 beboere langs landevejene er generede af bilernes høje fart.
- Landevejene er de farligste veje i Danmark. Her sker 2 ud af 3 dødsulykker.
- Hvis alle overholder fartgrænserne, kan vi redde 50 liv om året, og spare 250 personer fra at blive hårdt kvæstet.
- Mange bilister overser, at der ligger mange hjem langs med landevejene.
- 725.000 mennesker bor ved eller i nærheden af en landevej i Danmark.
Se tallene for de enkelte politikredse herunder:
Følgende har svaret "Nej, jeg har som bilist ikke oplevet, at andre i bilen har bedt mig om at sætte farten ned, hvis jeg kørte for stærkt på en landevej med 80 km/t. hastighedsbegrænsning"
- Bornholm politikreds: 100 %
- Nordjyllands politikreds: 68 %
- Midt- Vestjyllands politikreds: 59 %
- Østjyllands politikreds: 60 %
- Sydøstjyllands politikreds: 73 %
- Syd- og Sønderjyllands politikreds: 68 %
- Fyns politikreds: 64 %
- Midt- og Vestsjællands politikreds: 59 %
- Sydsjællands og Lolland- Falsters politikreds: 65 %
- Københavns Vestegns politikreds: 71 %
- Københavns politikreds: 65 %
- Nordsjællands politikreds: 65 %
(Kilde: Rådet for Sikker Trafik/analyseinstituttet Nielsen, 2012).
Kontakt:
Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik, t: 3916 3965/m: 2496 1144
Rikke Brams, pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik, t: 3916 3930/m: 2649 2245
Senest opdateret:
15.05.2013