Unge frontkæmpere fejres
23.02.10
20.000 børn i hele landet står hver morgen ekstra tidligt op for at hjælpe tusindvis af skoleelever sikkert over vejen. Nu skal landets skolepatruljer belønnes for deres indsats. Sammen med TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik sender Legoland og Tivoli i denne uge invitationer ud til alle skolepatruljer. Over to festdage i april skal trafiksikkerhedens unge frontkæmpere fejres.
De står ved skolerne i deres selvlysende uniformer og minder bilisterne om at køre ordentligt og sætte farten ned, når de nærmer sig en skole. Skolepatruljerne har eksisteret siden 1949, og tusindvis af elever har lige siden trodset morgenkulde, regn, sne og morgentræthed for at være den vigtige spydspids, der skaber trafiksikkerhed omkring skolerne.
Traditionen tro skal de belønnes for deres utrættelige og vigtige arbejde. Det sker to dage i april, hvor alle skolepatruljer er inviteret til fest i enten Legoland i Billund eller Tivoli i København.
Den 27. april byder Legoland i Billund indenfor med konkurrencer, overraskelser, fri afprøvning af aktiviteterne i Legoland samt koncert med Kalle Pimp, der vandt Talent 2009. Desuden er der konkurrencer, hvor deltagerne kan vinde gavekort til Legoland, sæsonpas eller billetter til Legolands Familie Open Air Koncert den 21. August, hvor Legoland byder på MGP vinderne 2009, Medina, Honik, Thomas Helmig, Nik & Jay og mange flere. Desuden kan deltagerne også vinde smarte cykler, der er sponsoreret af Kildemoes.
Dagen efter er der åbnet op for en fantastisk dag i Tivoli i København, hvor mange skolepatruljer traditionen tro får en festlig fridag i hovedstadens største turistattraktion. Tivoli åbner alle forlystelserne for skolepatruljerne, der kan suse rundt i den store forlystelseshave og prøve alle de aktiviteter, de har lyst til. Også her vil Kalle Pimp være med, og han har lovet, at han fyrer den af på Plænen! Rådet for Sikker Trafik trækker lod om Tivoli-præmier til alle eleverne i tre klasser. Præmierne er blandt andet billetter til forestillingen Sværdet i Stenen, som opførers i Eventyrteatret til efteråret i Glassalen i Tivoli. Desuden kan børnene vinde årskort til Tivoli, en hyggelig dag i Tivoli med entre´og turpas og igen har Kildemoes sponsoreret flotte cykler, der også kan vindes.
Flere skal have skolepatruljer
I dag har 973 af landets cirka 2300 skoler en skolepatrulje. Sammen med TrygFonden er Rådet for Sikker Trafik gået i gang med et målrettet og femårigt arbejde med at få flere skoler til at få en skolepatrulje.
Skolepatruljerne har nemlig den fordel, at de både skaber trafiksikkerhed omkring skolerne samtidig med at de også er gode rollemodeller for kammeraterne, forældre og andre trafikanter. Eleverne lærer desuden gode trafikvaner i en tidlig alder, og det er afgørende for, hvordan deres egne vaner i trafikken bliver senere i livet.
"Det er utroligt positivt, at så mange skoler har en skolepatrulje i dag. De gør et utroligt vigtigt og stort arbejde med at skabe sikre trafikanter og minder hver dag os alle om, at vi skal passe på i trafikken. Netop derfor arbejder vi og TrygFonden målrettet på, at få flere skoler til at få en skolepatrulje. Det gavner i trafikken her og nu i lokalområdet, og samtidig gør det også fremtidens trafikanter mere sikre," siger Michale Heering Brinck, formidlingschef i Rådet for Sikker Trafik.
Læs mere
Læs mere om skolepatruljer her: http://www.sikkertrafik.dk/Undervisning/Skole/Skolepatrulje.aspx
Læs mere om TrygFonden her: www.trygfonden.dk
Læs mere om Tivoli her: www.tivoli.dk
Læs mere om Legoland her: www.legoland.dk
Fakta
- Skolepatruljerne har eksisteret siden 1949.
- Knap 50 % af landets skoler har skolepatrulje. Det vil sige omkring 20.000 elever i hele landet. Sammen med TrygFonden arbejder Rådet for Sikker Trafik på at flere skoler får en skolepatrulje.
- En skolepatrulje bærer uniform og patruljerer på skolevejen, der hvor de kan være farligt for eleverne at færdes.
- Kommunalbestyrelsen beslutter sammen med skolen og politiet at oprette en skolepatrulje.
- Skolen skal have en skolepatrulje-instruktør. Det er typisk færdselskontaktlæreren, der bliver udvalgt. Han eller hun skal sammen med politiet uddanne eleverne. Desuden skal instruktøren dagligt føre tilsyn, hjælpe og motiverer børnene.