Skærp opmærksomheden med ny teknik i din bil
12.11.11
Efter et års kørsel med en uopmærksomhedsalarm i bilen, er en gruppe testbilister blevet mere hensynsfulde og mere opmærksomme i trafikken. Det viser en ny undersøgelse som Rådet for Sikker Trafik har gennemført i samarbejde med to virksomheder.
En uopmærksomhedsalarm advarer bilisten, hvis han ikke reagerer i tide, når bilen foran pludselig stopper, bilen er på vej over i modsatte vognbane eller på vej ud i rabatten. Når alarmen hyler, har bilisten mulighed for at bremse eller rette bilen op før ulykken sker.
Uopmærksomhed spiller en rolle i cirka 30 procent af alle trafikulykker og tegne sig samtidigt for nogle af de mest alvorlige ulykker, vi har på de danske veje. Nu viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, at ny teknologi kan være et af midlerne til at komme uopmærksomheden til livs ude på vejene.
Gennem et år har en gruppe testbilister hos to danske firmaer kørt med en uopmærksomhedsalarm i bilen. Hver gang de er kommet på afveje, har alarmen givet lyd fra sig.
Evalueringen af forsøget viser, at testpersonerne har haft positive erfaringer med alarmen i bilen, og at flere gerne vil blive ved med at køre med en uopmærksomhedsalarm. Det er meget opløftende, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
- Bilisterne er blevet mere opmærksomme på trafikken, holder bedre afstand til andre bilister, sms’er og indstiller GPS mindre under kørslen og er mere opmærksomme på at holde pauser, når de er trætte. Det er alt sammen vigtige skridt, der gavner trafiksikkerheden, siger dokumentationschef Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik
.
Testbilister er positive
De to virksomheder, som har deltaget i undersøgelsen, er Medicinalfirmaet Abbott, hvis ansatte dagligt tilbringer mange timer på vejene samt Byggeriets Arbejdsmiljøbus, der er en konsulenttjeneste, som besøger byggearbejdspladser over hele landet.
Her er et par reaktioner fra de testbilister, der fortæller hvilken effekt det har haft, at de har kørt med en alarm, der bipper hver gang de er uopmærksomme og kommer på afveje:
- Jeg roder heller ikke så meget i papir, mens jeg kører.” (mand, Bambus)
- I starten kunne man godt lige tjekke en mobil eller mail. Men det har jeg stoppet med. Jeg har også fået den vane, at jeg spørger, om jeg kan ringe op på en rasteplads i stedet. (Bambus)
- Man bliver opmærksom på, at nu sidder man og døser hen. (mand, Abbott)
- Jeg er blevet bedre til at give afstand, når der er nogen, der stjæler min afstand... jeg er lidt mere tålmodig nu.” (kvinde, Abbott)
- ”Alle indfaldsvejene til København. Det er typisk der, hvor der opstår mest af sådan noget køkørsel, hvor bilerne foran pludselig bremser op. Der er den altså rigtig god... der har den simpelthen virket så perfekt!” (mand, Abbott)
Hos Rådet for Sikker Trafik vurderer man, at det vil være en gevinst for trafiksikkerheden, hvis personer, der dagligt kører langt på landeveje og motorveje, får en uopmærksomhedsalarm installeret. Det kan f.eks. være erhvervskøretøjer eller pendlere.
Når firmaer og privatpersoner i dag leaser biler, kan de for få hundrede kroner hver måned få en uopmærksomhedsalarm installeret i deres biler. Det vil sige, at prisen ikke er en større forhindring for at gøre sin kørsel mere sikker. Det kan også resultere i færre trafikulykker og buler, hvilket betyder færre skader og udgifter.
Her kan du se, hvordan en uopmærksomhedsalarm virker:
Fakta:
Uopmærksomhed i trafikken er et stort problem og den væsentligste årsag til en tredjedel af trafikulykkerne. Senest har Vejdirektoratet undersøgt alle 231 dødsulykker sidste år, hvor 255 personer omkom. I undersøgelsen bliver det slået fast, at 98 dødsulykker skyldtes manglende opmærksomhed.
I en rapport fra Havarikommissionen for vejulykker (HVU) om Landevejsulykker fra foråret 2011 vurderes det, at følgende udstyr kunne have været med til at forhindre ulykker:
-
Cirka 1/3 af de undersøgte ulykker kunne sandsynligvis have været undgået med et system, der advarer føreren ved et utilsigtet vognbaneskift. Et sådan system kendes eksempelvis som "lane assist" eller "linjevogter".
- Cirka 1/4 af de undersøgte ulykker kunne være undgået med søvndetektor – et system der advarer føreren, hvis der er tegn på, at føreren er ved at døse hen.
Om undersøgelsen:
Gennem et år har Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med 18 ansatte fra medicinalfirmaet Abbott og arbejdsmiljøorganisationen Bambus testet brugen og effekten af uopmærksomhedsalarmer i bilerne.
Testpersonernes holdninger og erfaringer er indsamlet gennem spørgeskemaer og opfølgende interviews.
Du kan læse mere om undersøgelsen ved at downloade rapporten i boksen ude til højre.
Kampagne om uopmærksomhed
I hele oktober satte Rådet for Sikker Trafik, TDC og De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg fokus på uopmærksomhed i trafikken med den landsdækkende kampagne ”Kør bil, når du kører bil”.
Senest opdateret:
27.01.2012