Pas på de små i trafikken
09.08.12
I august måned begynder omkring 66.500 elever i 0. klasse. Derfor er 92 af landets kommuner med i den landsdækkende skolestartskampagne ”Pas på de små i trafikken” sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
Kampagnen skal hjælpe forældre, bilister og lærere med at passe godt på de små og skabe fokus på børnenes sikkerhed i trafikken. Det betyder, at de fleste forældre og de nye skolebørn vil møde kampagnen på skilte ved skolevejene i det meste af landet, når skolerne begynder fra uge 33.
Over 9500 trafikanter kørte for stærkt ved skolerne
I forbindelse med kampagnen tager politiet ud og laver kontroller ved mange af landets skoler, så de nye, små elever kommer sikkert gennem trafikken.
Ved lignende kontroller sidste år stoppede politiet 9.512 trafikanter, der kørte for hurtigt ved skolerne og på skolevejene. Næsten 1200 voksne trafikanter havde ikke sikkerhedssele på, og 305 personer kørte med børn i bilen, der ikke var spændt fast. Derfor er politiet også i år massivt til stede ved skolerne.
- Politiet bruger kontrollerne til at minde forældre og andre bilister om at overholde færdselsreglerne ved skolerne. For vi ser desværre ofte, at forældrene er meget opmærksomme på deres egne børn, og så glemmer at vise hensyn over for de andre trafikanter. Vi opfordrer derfor forældrene til at tage af sted i god tid, så afleveringen af børnene ikke bliver stresset og kaotisk, siger Jørn Pakula Andresen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Øvelse gør mestre i trafikken
Når man skal sende sit barn i skole for første gang, er det væsentligt at give sit barn nogle praktiske erfaringer, så han/hun bliver en sikker trafikant allerede i en tidlig alder, lyder anbefalingen fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
- Mange forældre vil gerne beskytte deres barn mod den farlige trafik og kører ham eller hende i skole hver dag. Men det gør i virkeligheden mere skade end gavn, for børn kan ikke lære om trafik fra bagsædet af en bil. Derfor opfordrer vi børn og deres forældre til at komme ud og træne skolevejen så ofte som muligt og gerne inden skolen begynder, så rutinen er på plads den første skoledag, siger Gitte Aagaard, pædagogisk konsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Det er en god idé at vise sit barn, hvordan man giver tegn på cykel, at det er bedst at gå over vejen, hvor der er et fodgængerfelt og så vidt muligt bruge tunneller, broer og gang-/cykelstier, da det er sikrere end at skulle krydse en trafikeret vej.
Og ikke mindst er det vigtigt, at forældrene selv går i front med et godt eksempel og fx bruger cykelhjem og overholder færdselsreglerne. Børn lærer meget mere af, hvad voksne GØR, end hvad de SIGER. Se flere råd i boksen herunder eller på www.sikkertrafik.dk/skolestart
Bag om kampagnen ”Pas på de små i trafikken”
Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kører i uge 32-35. Via store plakater ved mange af skolerne bliver bilisterne mindet om, at de skal passe på de nye elever.
Ved skolestart giver lærerne de nye elever et opgavehæfte med hjem, hvor der er opgaver til børn og forældre om sikker trafik. Desuden får de en folder med gode råd til trafiktræning. En del skoler har også fået kasketter og refleksveste, så eleverne i 0. klasse er ekstra synlige, når de eksempelvis skal på tur.
Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find info om kampagnen, fotos, flere råd om trafiktræning mv.
Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne i Danmark. Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har et ambitiøst samarbejde. Målet er at gøre børn og unge til bedre og mere sikre trafikanter ved hjælp af undervisning, træning, information og kampagner.
Kontakt
Gitte Aagaard
pædagogisk konsulent i Rådet for Sikker Trafik
tlf. : 3916 3947/ 2246 6969
Jørn Pakula Andresen
Vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter
tlf. : 4191 0220
Lene Elmegaard
projektleder, Rådet for Sikker Trafik
tlf. : 5096 6816
Ti gode råd til trafiktræning
(Kilde: Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden)
- Træn skolevejen på cykel eller til fods med dit barn, både inden skolestart og i løbet af skoleåret.
- Øvelse gør mester. Det er ikke nok at tale om sikker trafik, der skal øvelse til. Træn derfor ruten sammen rigtig mange gange, så sikrer du, at de gode vaner sidder ’fast’ hos barnet – også når han/hun engang skal tage vejen alene. Tal også om, hvad I skal huske at kigge efter og passe på
- Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er eksempelvis via gang- og stisystemer, gangbroer og -tunneller og lyssignaler dér, hvor I skal krydse vejen
- Er det svært at få tid til at cykle eller gå sammen til skole hver dag, kan I med fordel vælge en ugentlig gå- eller cykledag. Det giver både motion og god træning i trafikken for dit barn
- Har I meget langt til skole, kan I evt. parkere bilen et stykke væk fra skolen og gå det sidste stykke vej sammen, så dit barn får erfaringer med at gå i trafikken
- Lær dit barn de basale regler i trafikken: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor I kan orientere jer ordentligt mv.
- Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner
- Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke det samme overblik, som du har.
- Husk at du er rollemodel for dit barn – han/hun ser i høj grad på, hvad du gør, og ikke hvad du siger. Hvis du ikke selv bruger cykelhjelm og ofte går over for rødt, så er det svært for dit barn at forstå, at han/hun skal opføre sig anderledes
- Tjek om skolen har en trafikpolitik, som handler om skolens regler og indsatser på området – og læs den.
Senest opdateret:
15.05.2013