Markant stigning i brug af cykelhjelme

07.03.11

Antallet af cyklister der bruger cykelhjelme er steget markant på kun to år. Det viser en ny undersøgelse fra TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik. Ny kampagne skal i samarbejde med Netto få endnu flere til at putte en cykelhjelm i indkøbskurven, mens de alligevel handler ind – den metode har vist sig at være effektiv.

I 2010 var der væsentlig flere cyklister, der spændte hjelmen på hovedet, inden de cyklede af sted sammenlignet med 2008. Det viser helt nye tal fra undersøgelsen ”Brug af cykelhjelme i bytrafik”, som TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik har gennemført.

Fra 2008 til 2010 er antallet af cyklister med cykelhjelm i gadebilledet i store, mellemstore og mindre byer i hele landet steget fra 15 % til 25 %.

- Det er en enorm glædelig nyhed, at så mange har valgt at køre med cykelhjelm. Vi har aldrig før set så stor en stigning på så kort tid. Og det er i alle aldersgrupper og i alle egne af landet, at der er sket en stor stigning. Det betyder, at flere cyklister slipper for alvorlige skader, hvis de vælter på cyklen eller bliver kørt ned, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Fremgang i alle egne af landet

Selv om København topper med hele 33 % af cyklisterne, der kører med cykelhjelm, så kan de andre regioner bestemt også være med. Alle egne af landet har oplevet fremgang i antallet af cyklister, der passer på deres hoved med en cykelhjelm fra 2008 til 2010. Der er fremgang i både storbyer samt mindre og mellemstore provinsbyer, viser rapporten.

Område  2008   2010 
København  20% 33% 
Sjælland  10% 20% 
Fyn  15% 22% 
Sønderjylland  14% 30% 
Midtjylland  17% 24% 
Nordjylland  10% 16% 

(Kilde: Cykelhjelmstælling fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden).

Fremgang siden 1993 i hjelmbrug

Set over flere år er der sket en markant fremgang i antallet af cyklister, der kører med cykelhjelm. Fra 1993 til 2010 er antallet steget fra 4 % til 25 %. Der er tale om en seks-dobling på kun 15 år – og det er alt sammen sket ad frivillighedens vej.

- Det er meget positivt, at flere og flere danskere har taget cykelhjelmen til sig – både blandt børn, unge og voksne. Det er gået op for mange, at en cykelhjelm både kan være sikker OG smart samtidig. Og når vi samtidig ved, at en cykelhjelm reducerer risikoen for at få hovedskader med 50 %, så er den her udvikling enormt positiv, siger René Højer, områdechef for Sikkerhed i TrygFonden.

Den højere hjelmbrug gør sig gældende i alle aldersgrupper. Fra 2008 til 2010 har brugen af cykelhjelm udviklet sig sådan her:

Aldersgruppe  2008   2010 
Cyklister 66% 77%
Cyklister fra 11-15 år 16% 32%
Cyklister fra 16-25 år 6% 12%
Cyklister fra 26-60 år 16% 28%
Cyklister over 60 år 14% 24%

(Kilde: cykelhjelmstælling fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden)

Smarte hjelme i supermarkedet

I 2009 gik TrygFonden, Rådet for Sikker Trafik og Netto sammen om at få folk til selv at designe deres cykelhjelme. Det var der 15.000 danskere, der gjorde. Desuden fik man kendte designere til at lave flotte cykelhjelme, der blev solgt i Netto – hjelmene blev revet ned fra hylderne.

For at få endnu flere til at køre med cykelhjelme står TrygFonden, Rådet for Sikker Trafik og Netto bag en ny kampagne, der går i gang søndag den 3. april i Netto-butikker over hele landet.

I en uge vil Netto sælge cykelhjelme, der er dekoreret af designerne Rützou og Rikkemai. Tidligere erfaringer og kampagner har nemlig vist, at når man laver nyt, smart design på cykelhjelme og giver kunderne mulighed for at købe en hjelm, mens de alligevel handler ind, så er der mange der beslutter sig for, at nu skal de have købt den cykelhjelm.

Læs – og se video – der viser, hvordan cykelhjelmen bør sidde på hovedet, så den beskytter bedst muligt.

Senest opdateret: 22.09.2014

Kontakt

spacer

Søren Troels BergSøren Troels Berg
Specialkonsulent
Rådet for Sikker Trafik
M 3031 3989

 

Søren Ørsted Pedersen
Pressechef
Rådet for Sikker Trafik
M 2232 7009

 

BilledeRené Højer
Områdechef for Sikkerhed
TrygFonden
T 2070 3892