Markant fald i højresvingsulykker
08.09.09
Ikke en eneste cyklist er blevet dræbt i en højresvingsulykke med lastbiler i løbet af 2009. Det er en overraskende positiv udvikling, da højresvingsulykker sidste år var skyld i hver 5. trafikdræbte cyklist. Nu sættes der ind for at fastholde den gode udvikling.
For at forhindre de frygtede højresvingsulykker har der gennem en årrække været sat ind på flere fronter. Nu ser arbejdet ud til at bære frugt, da der i 2009 ikke har været en eneste cyklist, der er blevet dræbt under en højresvingende lastbil.
"Det er meget positivt, at det er lykkes at vende udviklingen. Forklaringen er blandt andet, at information og omtale af ulykkerne har fået cyklister og chauffører til at holde mere øje med hinanden i trafikken. Samtidig har kommunerne ændret mange vejkryds, så cyklister og chauffører bedre kan se hinanden", siger Sven Krarup Nielsen, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Kampagne til cyklister
I 2008 blev 55 cyklister dræbt i trafikken, heraf mistede de 11 livet i ulykker med højresvingende lastbiler. De næste uger (uge 37 og 38) sætter Rådet for Sikker Trafik fokus på cyklisternes opmærksomhed og placering på vejen, når de holder ved siden af en højresvingende lastbil. Et barsk TV-spot vil på landsdækkende TV vise risikoen for at blive usynlig for chaufføren, når man placerer sig ud for lastbilens førerhus.
"Der er ikke sket højresvingsulykker med dødelig udgang siden september 2008. For at fastholde den gode udvikling er det vigtigt at blive ved med at minde cyklister og chauffører om, hvor der er risiko for at cyklisterne kan blive overset. Det er baggrunden for, at vi sætter gang i endnu en kampagne, selv om der ikke er sket en højresvingsulykke i næsten et år," siger Jesper Sølund, dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik.
Støtte gør kampagne mulig
Med økonomisk støtte fra både Augustinus Fonden og erhvervsorganisationen Forsikring & Pension er det blevet muligt for Rådet for Sikker Trafik at gennemføre kampagnen mod højresvingsulykker.
"Sidste år omkom hver femte trafikdræbte cyklist i en højresvingsulykke. Vi vil gerne være med til at forebygge højresvingsulykkerne og oplyse nye cyklister og chauffører i trafikken om de vigtige huskeregler, som er afgørende for, at cyklisterne kommer sikkert hjem," siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension.
Gode råd forhindrer ulykker
Cyklist
- Når du holder for rødt ved siden af en lastbil, er det vigtigt, at du placerer dig så langt foran lastbilen, at du kan se chaufføren og selv blive set.
- Når lastbilen er kommet først til krydset, hvor der ikke er nogen cykelsti, er det vigtigt, at du holder dig bag ved lastbilens baghjul.
Chauffør
- Husk at kontrollere og indstille dine sidespejle dagligt.
- Sørg for godt udsyn gennem ruderne – fjern uoverflødige ting fra forruden og sideruden.
- Brug dobbelttjek når du fortager højresving. Stop helt op inden du krydser cyklisternes bane og orienter dig en ekstra gang før du svinger.
Om kampagnen
Fra den 7. til den 20. september vil der på landsdækkende tv blive vist en kampagnefilm, der lærer cyklisterne, hvordan de undgår højresvingsulykker. Desuden vil færdselspolitiet sætte ind med øget kontrol af lastbilernes sidespejle og udsyn i uge 37.
Kampagnen støttes økonomisk af Augustinus Fonden og erhvervsorganisationen Forsikring & Pension. Kampagnen er blevet til i samarbejde med Trafikstyrelsens Spejlgruppe.
Se mere information om kampagnen og læs de gode råd
Find fakta om højresvingsulykker hos Havarikommissionen for Vejtrafikulykker: http://www.hvu.dk/hoejresving.asp
I er velkomne til at vise kampagnefilmen på jeres hjemmeside. Det kan gøres ved at klikke på YouTube ikonet, kopiere embed-koden i højre side og derefter kopiere koden ind på jeres egen hjemmeside.

Kontakt
Sven Krarup Nielsen, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker: 40203352
Jesper Sølund, dokumentationschef, Rådet for Sikker Trafik: 21628362
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22327009
Senest opdateret:
10.01.2012