Kommuner gør skolebørn mere trafiksikre

08.06.11

Stadig flere kommuner gør en større indsats for at skabe sikre skoleveje og klæde børnene bedre på til en trafiksikker fremtid. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Download pressemeddelsen "Kommuner gør skolebørn mere trafiksikre" (Word - 0,01 mb)

Landets kommuner er blevet målt på mange forskellige punkter for at finde ud af, hvor meget de gør for at sikre, at børnene bliver mere trafiksikre.

Nu viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden at det går fremad i mange kommuner - til gavn for børnene. Kommunerne får i undersøgelsen point efter, hvor stor en indsats de gør på området. 

  • 52 kommuner er gået frem.
  • 3 kommuner er gået væsentligt tilbage (dvs. mere end ti points tilbagegang).

Se hele listen og hvordan hver enkelt kommune har klaret sig på til højre på denne side.

"Det er utroligt flot, at kommunerne og skolerne har satset så meget på det her område. Det er med til at give børnene nogle gode vaner med i trafikken, som de kan få gavn af resten af deres liv", siger René Højer, områdechef for Sikkerhed i TrygFonden. 

Morgentrafik-kaos kan undgås
Omkring mange skoler er der hver morgen et trafikkaos, der kan være svært at overskue, når man er barn. Skolens trafikpolitik indeholder regler for, hvordan skolen gerne vil have morgentrafikken afviklet, så forældrene ved, hvor de må sætte deres børn af. Derfor er det vigtigt, at skolerne har en trafikpolitik.

Samtidig kan en trafikpolitik minde forældrene om at de bør aflevere deres børn til fods eller på cykel. Den daglige træning er med til at klæde børnene på til den dag, de skal alene ud i trafikken.

En trafikpolitik beskriver også, hvordan skolen underviser eleverne i færdsel, hvilket har været obligatorisk siden 1940.

På nogle skoler får børnene meget undervisning i de første år, mens undervisningen ryger lidt i baggrunden i afgangsklasserne. Det er et problem, da det er de år, hvor børnene skal lære de sociale spilleregler såsom, hvordan man siger fra, hvis vennerne vil køre uden hjelm på en tunet knallert, med sprit i blodet eller uden sikkerhedssele.

"Det er vigtigt, at både forældre, skoler, kommuner og myndigheder arbejder sammen om det her. Det gør man på stadig flere og flere skoler, hvilket er meget positivt. Nu er målet at få endnu flere med, så alle børn i Danmark bliver klædt bedst muligt på til en trafiksikker fremtid", siger Janne Gundersen, proceskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Tæt samarbejde nødvendigt
At indføre en trafikpolitik kræver et tæt samarbejde mellem kommune, skole, politi og forældre, så alle ved, hvad der er deres rolle og opgave.

Trafikpolitikken er typisk med til at skabe mere sikre skoleveje ved blandt andet at få sat gang i samarbejdet med politiet, få planlagt afholdelsen af cyklist- og gåprøver, sikre et godt samarbejde med forældrene etc. så børnene bliver klædt bedst muligt på til at klare sig i trafikken.

For at støtte kommunerne med at komme godt i gang tilbyder Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden gratis hjælp. Desuden informeres kommunerne løbende om gode erfaringer fra andre kommuner, så man ikke skal sidde og ”opfinde den dybe tallerken” i hver eneste kommune.

Kontakt:
René Højer, områdechef for Sikkerhed i TrygFonden: 2070 3892.
Janne Gundersen, proceskonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 2445 5280.

Fakta:

  • De første ti år efter folkeskolen er den periode i livet, hvor der sker flest trafikulykker blandt unge.
  • Der er en ung person involveret i hver tredje trafikulykke. 
  • Hvis den udvikling skal vendes, så er det vigtigt at man lærer alle børn og unge, hvordan de skal klare sig sikkert i trafikken. 
  • Hver gang en person bliver kvæstet i trafikken, koster det i gennemsnit kommunen 250.000 kr. til genoptræning, hjælpemidler etc.

Det er kommunerne blandt andet blevet spurgt om af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden:

  • Hvor mange skoler har en trafikpolitik?
  • Opfordrer kommunen forældre til at lære deres børn at gå og cykle i skole?
  • Er politiet inviteret med i skolernes arbejde med trafiksikkerhed?
  • Hjælper kommunen skolerne med temadage om trafiksikkerhed?
  • Er færdselskontaktlærerne klædt godt nok på til deres arbejde?

Årets vinder:
Hvem er bedst i Skoletrafiktesten 2011: Hørsholm. Kommunen har fået 78 ud af 100 mulige points.

Senest opdateret: 10.01.2012