Køb en alkolås til de ansatte - eller til familien

27.01.10

Hvis vi skal undgå mange af de voldsomme spritulykker på vejene, så bør flere virksomheder og privatpersoner købe en alkolås, som de kan installere i deres biler. Det vil gøre vejene mere sikre og redde flere liv, lyder argumentet fra Rådet for Sikker Trafik.

Fulde bilister på de danske og europæiske veje er et af de alvorligste problemer for trafiksikkerheden. På de danske veje må omkring 100 personer hvert år lade livet på grund af en spritulykke og cirka 1000 personer bliver kvæstet. I EU er spritulykker skyld i mindst 10.000 trafikdræbte personer – årligt.

Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik nu flere virksomheder og private til at investere i alkolåse, så man forhindrer fulde personer i at starte en bil, varebil eller lastbil. Transportselskabet Arriva har gode erfaringer med at installere alkolåse i deres nye busser. På den måde har de forhindret flere spirituspåvirkede chauffører i at køre bus.

De erfaringer kan andre virksomheder også drage nytte af, lyder det nu fra Rådet for Sikker Trafik. Samtidig opfordres privatpersoner til også at købe en alkolås til familiemedlemmer, som har svært ved at lade bilen stå, når de har drukket.

"På den måde kan vi alle være med til at sikre, at uskyldige ikke bliver slået ihjel eller kvæstet i trafikken. Som i resten af Europa er spritkørsel også et alvorligt problem i Danmark. Der er ingen nemme løsninger, derfor er det så vigtigt, at alle kræfter bliver sat ind i kampen med at stoppe spritbilisterne," siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

I dialog med forsikringsselskaber

For at motivere flere til at installere en alkolås i deres bil vil Rådet for Sikker Trafik nu gå i dialog med forsikringsselskaberne for at høre, om de vil bakke op om sagen og være med til at motivere kunderne, så det bliver mere attraktivt at installere en alkolås i deres privatbiler.

"Det handler om at få så mange som muligt til at sikre, at deres biler ikke kan bruges af berusede personer. Derfor vil det være enormt positivt, hvis forsikringsselskaberne vil være med til at lave incitamenter, der gavner udbredelsen af alkolåse," siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Seminar om spritbilisme

Onsdag den 27. januar fra kl. 9.45 – 12.30 holder Rådet for Sikker Trafik og ETSC (den Europæiske Trafiksikkerheds Organisation) et internationalt seminar i København, hvor danske og internationale eksperter og danske politikere vil diskutere, hvordan vi kommer problemet med spritbilisme til livs. Blandt andre deltager justitsminister Brian Mikkelsen for at fortælle om de nye, politiske initiativer, der er på vej i kampen mod spritbilisme.

Sted: IDA Mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København.

Kontakt
Julie Budtz, kommunikationschef, Rådet for Sikker Trafik: 26363926.
Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent, Rådet for Sikker Trafik: 22327009.
Anders Rosbo, direktør, Rådet for Sikker Trafik: 20824272.
Jesper Sølund, dokumentationschef, Rådet for Sikker Trafik: 21628362.

Senest opdateret: 10.01.2012

Demonstration af alkolås

Buschaufførs holdning til alkolåse i busser

Rådets direktør anbefaler alkolåse