Kendte designere laver cykelhjelme

11.08.09

For at få flere til at bruge cykelhjelm har de kendte designere Mads Nørgaard, Jørgen Simonsen, molo-kids og Katvig designet hver deres hjelm, der sælges for 199 kroner i Netto i uge 33. 50 kroner pr. solgt hjelm går ubeskåret til Hjerneskadeforeningen og HjerneSagen.

Hvert år får 2700 cyklister en alvorlig hovedskade, fordi de kommer galt af sted i trafikken. Hvis de havde brugt cykelhjelm kunne halvdelen af dem have klaret sig med små knubs i stedet for at få ødelagt deres liv.

Det skete for Rikke Gravengaards søster. Hun fik for et år siden en alvorlig hjerneskade, da hun var ude for en voldsom cykelulykke. Søsteren brugte ikke cykelhjelm. Det fik Rikke Gravengaard til at sætte modebranchen sammen med producenterne af cykelhjelme. For jo smartere hjelmene er, jo flere kan man få til at køre med dem.

"Andre skal ikke opleve det mareridt, som hele min familie har været ude for. Jeg kørte ikke selv med cykelhjelm, fordi jeg synes de var grimme og kiksede. Derfor kontaktede jeg fire modedesignere, og spurgte om de ikke ville lave deres eget design på en hjelm", siger Rikke Gravengaard.

Alle sagde ja til at være med, og nu er der produceret specialdesignede cykelhjelme som sælges i Netto fra mandag den 10. august. Hjelmen sælges til 199 kroner, og for hver solgt hjelm går 50 kroner til HjerneSagen og Hjerneskadeforeningen.

Cykelhjelme en del af moden

Mads Nørgaard er en af de medvirkende designere, og han synes det er oplagt at modebranchen kaster sig over design af cykelhjelme.

"Flere og flere bruger hjelm i dag, og for mange er det blevet en naturlig beklædningsgenstand, når man cykler. Det er oplagt, at vi i modebranchen forsøger at give vores bud på en smart cykelhjelm. Når vi så tilmed kan støtte et så fremragende projekt som Rikkes, går det hele jo op i en højere enhed", siger Mads Nørgaard. 

Cykelhjelmene vil blive solgt i både børne- og voksenstørrelse. For at bakke op om projektet har TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik lavet hjemmesiden www.minhjelm.dk, hvor man fra den 10. august kan designe sit eget forslag til en cykelhjelm.

Om kampagnen

Kampagnen ”Sikkerhje(l)m – billige og smarte cykelhjelme til alle” er udviklet af Rikke Gravengaard, som er designer hos designerfirmaet Mørkegaard. Kampagnen støttes af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. 50 kroner pr. solgt hjelm går til Hjernesagen og Hjerneskadeforeningen.

Kontakt
Rikke Gravengaard 28436008
Rådet for Sikker Trafik, kampagnechef Morten Nielsen 30709939
TrygFonden, projektleder René Højer 20703892
HjerneSagen, direktør Lise Beha Erichsen 22991111
Hjerneskadeforeingen, direktør Svend-Erik Andreasen 22321644 / kontor 43434433
Netto, indkøbschef non-food Helle Stenbak 61551726 

Senest opdateret: 10.01.2012

Kommentarer

Skriv kommentar

 

 
   
 
Du bedes udfylde feltet nedenfor med den angivet tekst, før du kan indsende en kommentar.