Hvem kører hjem til Skt. Hans?

21.06.11

Sommer er højsæson for spritkørsel, og det bar Politiets landsdækkende spritkontrol i forrige uge præg af. 348 sigtelser for spritkørsel blev resultatet i hele landet. Skt. Hans aften er lige om hjørnet – husk at aftale hvem der kører hjem, lyder rådet fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Torsdag aften byder på folkefest, bål i parker og på strande, grill-aftener i gode venners lag og et glas vin eller tre for at fejre midsommer – det er nemlig Skt. Hans aften. Det betyder desværre også, at nogle vil sætte sig bag rattet uden at vide, om de har drukket lidt mere, end de burde.

”Vi opfordrer folk til at aftale på forhånd, hvem der kører hjem. Når de første par genstande er indtaget, er det for sent,” siger Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Hvert 4. trafikdrab skyldes alkohol

Alene i årene 2006-2010 døde 416 mennesker efter at være indblandet i spritulykker herhjemme. Spritkørsel er dermed en af de største dræbere i trafikken. Sommer er højsæson for spritkørsel, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik, så der er alt mulig grund til at passe på netop nu.

Landsdækkende spritkontrol i uge 26

Derfor gennemfører politiet spritkontroller i hele landet i uge 26 som opfølgning på kampagnen ”Rigtige venner hjælper hinanden sikkert hjem”, som kører lige nu og frem til den 4. juli. Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden, Politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og Kommunerne i Danmark.

Alternativer til alkohol

Et godt råd er at sørge for, at dine kørende gæster har et spændende alternativ til alkohol. Derfor har Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med TrygFonden, Politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og Kommunerne i Danmark fået udviklet tre spændende alkoholfrie drinks af Dansk Bartender Laug.

Download opskrifter på www.sikkertrafik.dk/drinks 

Smag på Easy Rider

”Lunken cola og postevand er ikke det mest spændende alternativ til øl og vin. Derfor vil flere være tilbøjelige til at drikke alkohol, selv om de skal køre hjem. Med sjove alternativer, som fx en af de alkoholfrie drinks, behøver man ikke drikke vin for at være med i festen,” siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.

Derfor vil 18 kommuner rundt om i landet servere Easy Rider, den ene af de tre drinks, og dele opskrifter ud til Skt. Hans-festerne.

Læs mere om kampagnen på http://www.sikkertrafik.dk/Aktuelt/Kampagner/Kampagner2011/Rigtige-venner 

Kontakt:

Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik, T: 3916 3965, M: 2496 1144
Rikke Brams, pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik, T: 3916 3930, M: 2649 2245
René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden, M: 2070 3892

Faktaboks:
FOREBYG: Sådan hjælper du dine venner sikkert hjem
• Aftal allerede når festen starter, hvem der kører hjem
• Servér spændende drinks uden alkohol til dem, der skal køre
• Tilbyd overnatning på forhånd eller arranger transport til gæsterne

REAGÉR: Sådan stopper du din fulde ven i at sætte sig bag rattet
• Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham /hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

Husk: Hvis du forhindrer en person i at blive spritbilist, gør du ham eller hende en meget stor tjeneste.

Senest opdateret: 15.05.2013

Kontakt

spacer

Michelle LavioletteMichelle Lykke Laviolette
Projektleder
T 3916 3965
M 2496 1144
mil@sikkertrafik.dk

Rikke BramsRikke Brams
Pressekonsulent
T 3916 3930
rb@sikkertrafik.dk

Pressefotos til download