Hvad serverer du til chaufføren til julefesten?

24.11.11

Fire ud af 10 ville fravælge alkohol eller drikke mindre, hvis der blev serveret spændende alkoholfri drikke til julearrangementer, viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

December står for døren, og traditionen tro er det igen tid til at skåle julen ind i selskab med venner, familie og kolleger til årets julefrokoster, juleafslutninger og juletræsfester. Gløgg, snaps og juleøl hører til i stil med juletræ, guirlander og pebernødder. Og det kan være svært at sige nej tak, hvis man skal køre hjem.

Hele 37 % svarer i en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, at de ville vælge alkohol helt fra eller drikke mindre, hvis der blev serveret spændende eller indbydende ikke-alkoholiske drikke til julearrangementer.

Alkoholfri alternativer

”Hygge og alkohol er knyttet tæt sammen i vores kultur – især i højtiderne, så det kan føles som at melde sig ud af fællesskabet, hvis man som en af de eneste i selskabet vælger ikke at drikke alkohol,” siger Jakob Demant, Lektor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.

Derfor har Rådet for Sikker Trafik sammen med Dansk Bartender Laug udviklet en alkoholfri gløgg, så også de kørende gæster kan hygge sig og være med i fællesskabet. Find opskriften og billeder af årets HjuleGløgg på sikkertrafik.dk/jul.

”Det er ikke sjovt at sidde og spytte i en lunken danskvand som den eneste. Server et spændende alkoholfri alternativ til de kørende gæster, så alle er med i festen. Det kan vi se i vores undersøgelse, at folk efterspørger,” siger Michelle Lykke Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Hver 4. dør i en spritulykke

Alkohol er stadig en af de største dræbere i trafikken. Hver 4. dræbte i trafikken dør i en spritulykke (hvor én eller flere trafikanter er påvirkede af alkohol). Derfor er der god mening i at servere alkoholfri alternativer til de kørende gæster til årets julearrangementer. Og vil man ikke undvære alkohol, så gælder det om at arrangere hjemtransport.

”Hver spritulykke er én for meget. Derfor anbefaler vi, at man i starten af julefesten aftaler, hvem der kører hjem. Alternativt kan man på forhånd arrangere at blive hentet eller at overnatte ude, så man ikke ender med at skulle køre hjem med for høj en promille i blodet,” siger Michelle Lykke Laviolette.

Sig det på en sjov måde

Det kan være svært at spørge sin onkel, kollega eller ven, om han har fået lidt for meget indenbords til at kunne styre bilen hjem. Download et fupalkometer på din smartphone og brug den til at bryde isen. Find det på sikkertrafik.dk/alkophone, i Android Market og App Store eller send en sms med teksten fuld til 1241.

Om kampagnen

I dag sparker Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med TrygFonden, Politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og Kommunerne i Danmark kampagnen ”Rigtige Venner hjælper hinanden sikkert hjem” i gang. Den kører gennem december måned.


FOREBYG: Sådan hjælper du dine venner sikkert hjem

  • Aftal allerede når festen starter, hvem der kører hjem
  • Servér spændende drinks uden alkohol til dem, der skal køre
  • Tilbyd overnatning på forhånd eller arranger transport til gæsterne

REAGÉR: Sådan stopper du din fulde ven i at sætte sig bag rattet

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  • Forsøg at tale ham /hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

Husk: Hvis du forhindrer en person i at blive spritbilist, gør du ham eller hende en meget stor tjeneste.


HjuleGløgg


- alkoholfri, så du kan køre hjem
  • 1 liter solbærjuice
  • 1/2 dl ahornsirup
  • 1 stang kanel
  • 1 spsk. hele nelliker
  • 5 hele stjerneanis
  • 1 spsk. kardemommefrø
  • Skallen fra en økologisk appelsin
  • 1 appelsin i tern
  • 10 Amarenakirsebær i sirup (eller kirsebær fra almindelig kirsebærsauce)
  • 1 dl grofthakkede hasselnødder
  • 1 dl rosiner

Varm juice, ahornsirup, krydderier og appelsinskal godt igennem. Si krydderierne fra. Fordel appelsinstykker, kirsebær (to i hvert glas), rosiner og hasselnødder i fem glas og hæld gløggen over.

Tip: Juice og krydderier kan med fordel trække nogle timer, inden du serverer den.

Senest opdateret: 15.05.2013

Kontakt

spacer

Michelle LavioletteMichelle Lykke Laviolette
Projektleder
M 2496 1144
mil@sikkertrafik.dk

Rikke BramsRikke Brams
Pressekonsulent
M 2649 2245
rb@sikkertrafik.dk

Download billeder

Klik for at hente billedet i høj opløsning

Rød glögg

Hvid glögg

Kampagnelogo