Hoejresving

01.11.10

Hvis antallet af ulykker med højresvingende lastbiler skal holdes nede, er det nødvendigt at cyklisterne fortsat er opmærksomme på risikoen for at blive overset.

Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik, Dansk Cyklistforbund og Forsikring og Pension igen fokus på de tragiske ulykker og opfordrer cyklister og lastbil chauffører til at holde godt øje med hinanden.

- Det er meget vigtigt, at cyklister er opmærksomme på højresvingende lastbiler, når de nærmer sig eller holder ved et kryds.  Når man er placeret ved lastbilens forhjul, kan man være usynlig for chaufføren. Cyklisterne skal derfor enten placere sig et stykke foran lastbilen, så man er synlig for chaufføren. Eller også skal man holde sig helt bag lastbilen, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Stort set alle højresvingulykker kunne være undgået, hvis chaufføren havde orienteret sig bedre. Det er helt afgørende, at spejlene er indstillet korrekt, og der ikke er unødige genstande, der tager udsyn. Desuden kan et ekstra såkaldt ”orienteringsstop” forebygge, at cyklisterne bliver overset. Det vil sige, at chaufføren stopper helt op og orienterer sig en ekstra gang, lige før lastbilen krydser cyklistens bane.

- Et orienteringsstop tager kun ca. syv sekunder, og det er sekunder, er givet godt ud, siger Pernille Ehlers.

Udviklingen i højresvingsulykker

Antallet af dræbte og alvorligt kvæstede cyklister i højresvingsulykker er generelt faldet de sidste 5 år, men udviklingen viser også, at tallene kan svinge fra år til år.

Dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister i højresvingsulykker m. lastbiler
År  Dræbte cyklister  Alv. tilskadekomne cyklister 
 2005  11      17
 2006  6  12
 2007  2  16
 2008  11  12
 2009  1  11

I løbet af de første ti måneder af 2010 er der 5 cyklister, der har mistet livet i højresvingsulykker med lastbiler, viser en foreløbig opgørelse.

Mød tre personer, der blev hårdt ramt af en højresvingsulykke

I 2005 blev Gitte Bjerno kørt ned af en højresvingende lastbil, da hun skulle lige ud i et kryds på en meget trafikeret vej i København, hvor en lastbil svingede til højre:

- Det næste jeg oplever er, at jeg ligger på jorden under lastbilen og har helt vildt ondt. Og så ser jeg ned på mit ben, der er helt åbent, og det står ud med fedt og blod. Jeg banker på lastbilen for at få opmærksomhed, men han ser ikke noget, fortæller Gitte Bjerno.

Et vidne løber ud foran lastbilen og får den stoppet. Gitte Bjerno overlever med nød og næppe, og har i dag store synlige skader på sit ben, der blev fanget under lastbilens hjul.

Samme år mistede Søren Bo Christensen fra Århus sin 22-årige søn, der blev kørt ned af en højresvingende lastbil i Ålborg. Han husker tydeligt, da han så sin livløse 22-årige søn:
- Det at overleve sine børn, må være det værste, der findes. Jeg sagde til min bedste ven, at det var surrealistisk. Vi har alle set billeder i tv af lemlæstede og døde folk i mellemøsten. Nu står jeg pludselig og ser på min egen søn. Det er vanvittigt, siger Søren Bo Christensen.

Anne-Mette Gravgaard blev i 2003 også kørt ned af en højresvingende lastbil i det indre København. Det var en sommerdag, og Anne Mette kom cyklende, da hendes kjole pludselig bliver suget ind i hjulet på en lastbil, og hun bliver trukket med ind under lastbilen. Hendes arm bliver revet af, og da lastbilen stopper holder den på hendes ene ben. I dag har hun et kunstigt ben og en kunstig arm.

- Jeg er meget lykkelig, fordi jeg er i live. Selvfølgelig ser man på mig, som det store offer. Men det andet store offer må være den chauffør, der førte den lastbil. Det er vigtigt hele tiden at minde cyklisterne om, at de skal passe godt på sig selv, siger Anne-Mette Gravgaard.

Om kampagnen

Bag kampagnen ”Undgå højresvingsulykker” står Dansk Cyklist Forbund, Forsikring og Pension og Rådet for Sikker Trafik.
En kampagnefilm, der viser cyklisterne, hvad der kan ske, når de befinder sig i lastbilens blinde vinkel, vises på flere landsdækkende tv-kanaler fra mandag den 1. november til søndag den 14. november.

Se videointerview med tre personer, der blev ramt af en højresvingsulykke (kan frit benyttes mod angivelse af kilde).

Læs mere om hele kampagnen på: http://www.sikkertrafik.dk/hoejresving 

Kontakt:

  • Jens Loft Rasmussen, direktør i Dansk Cyklist Forbund: 6160 3675.
  • Frits Bredal, pressechef i Dansk Cyklist Forbund: 2947 6704.
  • Jesper Hjorth Jespersen, Forsikring og Pension: 4191 9102.

Senest opdateret: 15.05.2013

Kontakt

spacer

Pernille EhlersPernille Ehlers
Specialkonsulent
M 6170 4109
pe@sikkertrafik.dk

 

Søren Ørsted Pedersen

Søren Ørsted Pedersen
Pressekonsulent
M 2232 7009
sop@sikkertrafik.dk