Håndværkere dropper selen
24.08.09
Omkring hver femte håndværker spænder ikke sikkerhedsselen, når de kører i arbejdstiden. Nu skal en utraditionel og humoristisk kampagne minde håndværkerne om at bruge selen.
En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik blandt 5000 varebiler viser, at 20 % af varebilsførerne – typisk håndværkere – kører uden sikkerhedssele. Det kan få katastrofale følger, da 63 % af de dræbte varebilsførere fra 2003 – 2007 kørte uden sele. Med andre ord: personer som kører uden sele er stærkt overrepræsenterede blandt de trafikdræbte.
"At hver femte varebilsfører dropper selen er tankevækkende. For at hjælpe håndværkerne med at huske selen skal der noget utraditionelt til. Derfor vil kampagnen ”To håndværkere uden sele” være præget af humor og et glimt i øjet – det skal sikre, at håndværkerne husker og lægger mærke til det vigtige budskab", siger Jon Schwartz, projektleder hos Rådet for Sikker Trafik.
Bagerjomfruen og håndværkerne
En del af kampagnen ”To håndværkere uden sele” er en film, der bliver vist på landsdækkende TV. I filmen ser man en bagerjomfru, der smører to håndværkere med marmelade. Inden hun afleverer dem til kunden, som selv er håndværker, smadrer hun dem med næverne, så syltetøjet blander sig med krummerne til en blodig masse. Det afleverer hun derefter til kunden med ordene: ”To håndværkere - uden sele.”

To håndværkere uden sele
Som en del af kampagnen kører tre varebiler rundt til flere af landets byggemarkeder og byggepladser og uddeler morgenbrød i form af ”To håndværkere uden sele”. Det skal øge håndværkernes opmærksomhed på kampagnen og budskabet. For under den humoristiske overflade ligger de kontante kendsgerninger: hvis alle brugte sikkerhedssele, ville cirka 70 personer om året kunne redde livet og markant flere undgå at blive kvæstet. På kortet nedenfor er den landsdækkende håndværkere til håndværkerne turne angivet.
Antal førere uden sele
Undersøgelsen af selebrugen blandt håndværkere er lavet i hele landet og der er generelt en lavere selebrug blandt varebilsførere end f.eks. personbilsførere hvor tallet er nede på otte procent.
Hovedstaden: 18 %
Sjælland: 19 %
Syddanmark: 25 %
Østjylland: 22 %
Midt-/Vestjylland: 23 %
Nordjylland: 16 %.
(Antal procent af varebilsførere uden sikkerhedssele. Kilde: Rådet for Sikker Trafik)
Når håndværkerne bliver stoppet forklarer en stor del af dem, at de lige var startet eller at de kun skulle en kort tur, og at det var derfor, at de ikke brugte sikkerhedsselen.
"Jeg kan godt forstå, at det kan være irriterende at skulle tage selen på, når man hele tiden skal ind og ud af sin varebil. Faktum er dog, at risikoen for ulykker er til stede uanset om man kører en kort eller lang tur – og hvis man har selen på, så øger man chancen for at overleve en eventuel ulykke betragteligt", siger projektleder Jon Schwartz fra Rådet for Sikker Trafik.
Om kampagnen
Kampagnefilmen ”To håndværkere uden sele” bliver vist på flere landsdækkende TV-kanaler. I løbet af uge 35 og 36 kan man se kampagnen på stilladsreklamer i Århus, Odense og København.
Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem kommunerne i Danmark, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, politiet og Rådet for Sikke Trafik og støttes af Guldbageren og Mercedes.
Fakta
Sikkerhedsselen er bilens vigtigste sikkerhedsudstyr, og det er lovpligtigt at bruge den.
Hvis alle brugte selen, vil man spare cirka 70 liv om året – og et langt større antal alvorligt kvæstede.
Den nyeste optælling viser, at 20 % af førerne i varebiler kører uden sikkerhedssele. Blandt personbilsførere er det tal otte procent.
Læs mere om brugen af sikkerhedsseler
Yderligere statisitk kan downloades i dette faktaark
Kontakt
Jon Schwartz, projektleder, Rådet for Sikker Trafik: 21343976 / jos@sikkertrafik.dk
Julie Paulli Budtz, kommunikationschef, Rådet for Sikker Trafik: 26363926 / jpb@sikkertrafik.dk
Senest opdateret:
10.01.2012