Et opgør med vanetænkningen

15.07.09

• Send til ven
• Print
• Del på Facebook

Danmark er kun trettende bedst til trafiksikkerhed i Europa. Det var konklusionen i den europæiske trafiksikkerhedsorganisation ETSC’s årlige undersøgelse, som blev offentliggjort for nylig.

Det er nok en anelse forsimpling af sandheden, men kendsgerningen er, at Danmark sidste år endte på en trettende plads, når det gælder trafikdræbte per indbygger. Og det er meget utilfredsstillende.

Vi skal turde gøre op med traditionerne, vanerne og kassetænkningen, hvis vi for alvor skal reducere antallet af dræbte og kvæstede i Danmark yderligere de kommende år.

Hvorfor anskuer vi ikke trafiksikkerhed ud fra en social og sundhedsmæssig vinkel og angriber det offensivt derfra?

Begyndte som en græsrodsbevægelse

Sikker trafik skal mere på dagsordenen, ved middagsbordet, i familien, på skolerne og på arbejdspladserne. Vi skal som enkeltindivider og som samfund gå ind og tage et større ansvar for vores eget liv og et større medansvar for vores medmenneskers liv.

Rådet for Sikker Trafik 75 år næste år. Det er altså trekvart århundrede siden, den kendte industrimand Svend Bergsøe blev træt af alle de dræbte på vejene og stiftede det, der dengang var en græsrodsbevægelse.

300-400 dræbte og 6000 kvæstede mennesker på vejene om året i Danmark. Er det så mange? Jamen, er der ikke mange flere, der dør af kræft, vil nogen måske spørge? Til det er der bare at sige: en dræbt og kvæstet er en for mange. Tænk på alle de familiemedlemmer og venner for hvem, livskvaliteten bliver undermineret på få sekunder.

Vi har dem i telefonen og på mails hver dag. Jeg kan godt forstå, at de vil gøre hvad som helst for at få forhindre, at flere skal dø på denne måde. Også når de kommer med forslag, som er meget svære at gennemføre politisk eller teknisk.

Vi skal lytte til borgerne. Kun ved at tænke progressivt bliver der født innovative ideer, som kan være med til at forebygge disse menneskelige tragedier.

Det gælder også diskussionen om vanvidsbilisterne, som jo er et vidt begreb. Det favner lige fra den fartglade unge mand, der bare elsker at køre stærkt, over den rimeligt velfungerende mand, der har et godt job, men desværre også har et misbrugsproblem til den mand, der har så store sociale problemer, at han hele tiden er på kant med lovgivningen. Og hvor kørslen er et symptom på hans adfærd.

Forebyggelse og medansvar

Længere straffe, lyder mantraet. Der er ingen tvivl om, at der skal straffes rigtig hårdt for disse overgreb. Det skal der af hensyn til retsbevidstheden. Men hjælper det på den enkelte? Det er ikke sikkert. Der findes ingen universalløsning, der kan trækkes op af hatten. Men vi skal i stedet ind i forhold til den enkelte og vurdere, hvad er den bedste løsning.

Der er ingen tvivl om, at misbrugsproblematikken fylder en del. Her handler det om at holde et fokus på disse udfordringer og den enkeltes livssituation. Først når den enkelte er kommet ud af dette misbrug, er han eller hun sikker i trafikken.

Vi skal tænke forebyggelse og gå ind og tage et medansvar. 80 % af alle spritbilister har drukket i festligt lag. Der handler det om, at man som ven eller pårørende går ind og tager det medansvar og får standset personen, inden han eller hun kører hjem.

Der er behov for, at der etableres en reel handlingsplan, hvor de væsentligste indsatser er prioriteret. Og her kunne det være visionært at prøve med en optik, hvor de sociale og sundhedsmæssige områder spiller en mere offensiv rolle, end de gør i dag. Hvorfor spiller vi ikke bolden derfra?

Jeg var for nylig sammen med 42 kommuner, hvor temaet var trafiksikkerhed. Og fællesnævneren var: Der er ikke råd til det. Vi har ikke ressourcerne. Jamen, har vi råd til at lade være? Dræbte og kvæstede koster hvert år Danmark omkring 15 milliarder kroner. Vi skal af med kassetænkningen og bruge den rigtige optik. Begynd med at kig på de menneskelige omkostninger, se derefter på udgifterne til social og sundhedsmæssig genopretning og se så, hvad der kan hentes ved en effektiv indsats på trafiksikkerhedsområdet.

Trafikklub og skolepatruljer

Uden at tegne et sort-hvidt billede har trafiksikkerhed også rod i de vilkår, den enkelte har. Vi er lige på trapperne med en ny undersøgelse af Børnenes Trafikklub, der i mange familier er et væsentligt element i børnenes træning i færdselssikkerhed. Et medlemskab over 3 ½ år koster 485 kroner. Den første konklusion i undersøgelsen viser klart, at det er overskudsfamilierne fra Humlebæk og Charlottenlund, der er medlemmer og ikke den enlige mor i en toværelses lejlighed i Københavns nordvestkvarter. Det giver stof til eftertanke.

Derfor er det også så uhyre vigtigt, at fundamentet ikke smuldrer mere under færdselsundervisningen i folkeskolen, som der er en risiko for i disse år, men at vi hele tiden udvikler den. Det er vigtigt, at man i kommunerne og i politiet efter reformerne ikke slækker mere i tøjlerne. Der er i den grad brug for den præventive indsats lige nu.

Landets skolepatruljer bliver hvert år hyldet for deres indsats blandt andet i København og Gentofte. Det er en stor fornøjelse at se, hvordan de samme politifolk fra de kriminalpræventive afdelinger og færdselskontaktlærerne holder fanen højt. Disse ildsjæle gør et ufattelig godt og utrætteligt arbejde. Dette arbejde må og skal ikke smuldre.

Så sikker trafik handler ikke kun om jura, teknik og kontrol, men i lige så høj grad om en adfærd, der kan takles mere offensivt og progressivt ved at tage udgangspunkt i en social og sundhedsmæssig dagsorden.

Vi skal bryde med vanetænkningen. Det kan redde mange fra et langt liv i kørestol eller det, der måske er endnu værre.

Anders Rosbo, Direktør

Rådet for Sikker Trafik